Bøger om Hærvejen


Nyere udgivelser

Haervejen2016Hærvejen  -  Pilgrimsvejen fra Hirtshals/Frederikshavn til Danevirke. Af Henrik Tarp. Udgivet 2016 af Forlaget Hovedland.
Guiden beskriver begge nordlige grene og naturligvis Hærvejen sydpå fra Viborg helt til Danevirke lige syd for den tyske by Schleswig.
Forfatteren har selv gået alle strækningerne, og guiden bygger da også i høj grad på hans egne oplevelser og erfaringer undervejs. Efter 20 siders indledning med lidt historie om pilgrimme, historiske veje, dansk kongehistorie, samt lidt praktiske råd om vandreturen begiver vi os af sted.
Der er hele tiden henvisninger til overnatningsmuligheder (shelters, Hærvejsherberger, teltpladser, B&B og campinghytter) med adresse og telefonnummer, ligesom der er henvisninger til mulighed for indkøb.
Langs hele ruten er der fortællinger om og henvisninger til steder af særlig historisk, kulturgeografisk eller naturmæssig interesse. Kortene i bogen er kun oversigtskort om må suppleres med deltaljerede kort eller evt. Hærvejens egen app til smartphone.

 

Haervejsbog-1

Hærvejen. Guide til vandrere og cyklister. Tekst af Gert Hougaard Rasmussen. Udgivet i 2010 af Viborg Turistbureau og Syddansk Turisme. Kan købes samme sted.
En god bog at have med i rygsækken til turen på Hærvejen. Guiden er sammen med hjemmesiden www.haervej.dk et godt instrument til planlægning af turen på Hærvejen fra Viborg og sydover. Bogen beskriver store og små seværdigheder af både historisk, kulturgeografisk og naturmæssig art langs Hærvejen fra Viborg til grænsen, og er så velskrevet, at den også sagtens kan læses som ren fornøjelseslæsning. Med guiden følger en kassette med dobbeltsidede kort i vandafvisende papir, som dækker hele ruten fra Viborg til grænsen. Guiden er anmeldt i DVL’s medlemsblad Fritidsliv nr. 4, 2011. Læs anmeldelsen her.


Folk på Hærvejen. Glimt af Hærvejens historie.
Tekst og illustrationer af Inge Linde Jensen. Udgivet af Viborg Forlaget/Viborg Turistbureau. Kan købes samme sted, samt i Søndermarkskirken i Viborg
. Illustrationerne i bogen er de akvareller, som dannede grundlag for fremstillingen af Hærvejstæppet, som er omtalt andet sted på denne hjemmeside. Illustrationerne bliver ledsaget af små fortællinger og anekdoter.

 

Ældre udgivelser:

Haervejsbog-2Hugo Matthiessen: Hærvejen. En tusindårig vej fra Viborg til Danevirke. Udgivet på Gyldendal 1930 – 1981.
Hugo Matthiessen (1881-1957) var dansk kulturhistoriker og museumsinspektør ved Nationalmuseet 1914-49. Han har skrevet utallige historiske beskrivelser af danske byer og landskaber, og udgav i 1930 bogen om Hærvejen. Det var Hugo Matthiessen, der som den første fremstillede Hærvejen som ”de tørre fødders vej”; at årsagen til Hærvejens beliggenhed skal forklares med, at den følger det jyske vandskel, således at de vejfarende skulle krydse så få og så små vandløb som muligt undervejs.
I bogen følger vi en islandsk munk på syv dagsrejser ad Hærvejen gennem Jylland på hans pilgrimsrejse til Rom. Undervejs får vi frem- og tilbageblik i historien og fortællinger om de glæder, farer og udfordringer, der mødte den rejsende på vejen. Vi får et indblik i og en forståelse for, hvad det var for pejlemærker, som de rejsende kunne følge. Bogen er udkommet i adskillige oplag og senest genudgivet i 1981 med efterskrift af daværende museumsinspektør i Viborg Peter Seeberg, der bl.a. beskriver bogen som ”en vidunderlig fiktion bygget på et væld af kendsgerninger”.
Bogen er mulig at finde antikvarisk i de forskellige udgaver for en rimelig penge.


Haervejsbog-3Mads Lidegaard: Hærvejen i Viborg Amt, -i Himmerland, -langs Gudenåen, -i Vejle Amt, -over Kongeåen, -mod grænsen. Udgivet på Schultz Forlag 1975–1983.
Samt: Hærvejen fra Limfjorden til Danevirke – en turfører. Udgivet på Nyt Nordisk Forlag 1992.

Hvor Hugo Matthiessen var generalisten og hovedsagelig byggede sin beskrivelse på skriftlige kilder, var Mads Lidegaard (1925-2006) ude i plovfurerne og i skovbunden for rent faktisk at finde og dokumentere sporene efter Hærvejen. Det blev til 6 bøger, som med kortmateriale dokumenterer de mange parallelle spor, der i skiftende tider har været Hærvejens forløb. Mads Lidegaards bøger har nok i høj grad været med til at sætte fokus på disse kulturgeografiske spor, og sikret at færre af dem forsvandt under landbrugs- og skovbrugsmaskiners fremfærd. Disse bøger er det stadigvæk forholdsvis lette at finde antikvarisk.

I ”Hærvejen fra Limfjorden til Danevirke – en turfører” er materialet fra ovenstående bøger kogt ned til en mere brugervenlig guide, som er interessant som historisk læsning, men næppe brugbar som guide i dag p.g.a. de mange ændrede vejanlæg.

Andre

Herudover kan man være heldig i antikvariater og på loppemarkeder at støde på forskellige mindre udgivelser om Hærvejen. Mange af dem udgivet af lokale turistforeninger op gennem tiden. Indholdsmæssigt tilfører de næppe ovenstående beskrivelser noget nyt; men mange af dem indeholder interessant billedmateriale af mere lokal tilsnit.


/VO