Helsingør til Roskilde (dansk)

Nordsjællandsruten: Helsingør til Allerød

NB: på grund af manglende tilladelser, er der nogle steder ikke tilstrækkelig skiltning. Det gælder især gennem Fredensborg Slotspark, mellem Grønholt Hegn og Avlholmgård og gennem Kirkelte- og Tokkekøb Hegn.

Medbring derfor altid enten kort, eller denne beskrivelse evt. på mobilen.

Rutebeskrivelse:

Fra Helsingør stationsplads følges Havnegade mod Kronborg, drej til højre ved Danserindebrønden ad Kronborgvej, lige efter banen drejes til venstre ad Strandpromenaden, der følges forbi campingpladsen til Strandalleen ved Marienlyst St.. Drej til venstre over banen ad Slotsvej. Til venstre ses porten ind til Marienlyst Slot, lige før porten følges stien til højre op ad skrænten, og man fortsætter igennem GL. Kongens Have/ Hamlets Have. Følg stien tættest på skrænten oven for banen (uden at gå ned) forbi LO skolen/ Konventum og videre langs golfbanen til man når Teglstrup Hegn. Følg skovkanten til venstre til naturlegepladsen her. (ca. 4½km)

Fra naturlegepladsen følges Vejen Gl. Hellebækvej godt 1 km til Kobberdam, her drejes til venstre ved den røde bygning, ad Den skrå Bomvej. Denne følges ca. 2,3 km. Pas på omkring Sortesø, her drejer vejen 90º til højre. Den skrå Bomvej ender ved asfaltvejen Esrumvej ved en P plads gå til venstre og følg denne ud til Esrumvej. Kryds Esrumvej og følg cykelstien et lille stykke til venstre til skovvejen, tag denne ind i skoven. Følg vejen mod syd. Vejen snor sig godt 1 km. Ved et større vejkryds drejes til venstre og denne skovvej følges til man når ud af skoven ved Gurrevej ca. 6 km

Ruten følger Gurrevej vest på 300m til en lille markvej drejer fra til venstre bag et lille stråtækt hus. Den fører ind til Nyrup Hegn. (Hvis man ønsker at se Gurre Kirke, der ligger flot på Spidsbjerg, fortsættes yderligere godt 100m. Fra kirkegården går en lille sti mod syd ind i skoven og rammer ruten.) Efter ca. 1 km lige ud, på en -ind imellem - brolagt vej, holdes til højre ved en lille trekantbevoksning forbi en milepælshøj. Efter 100m drejes til venstre, der er nu 300m til den trafikerede Skindersøvej. Denne krydses ved parkeringsplads og ruten fortsætter 300m ud til Smedebakken en asfalteret skovvej. Gå til højre ad den 300m, her støder Gurreholmvej til, hold til højre videre ad Smedebakken ca. 200m til Ravnebakkevej på venstre hånd, tag den ind i Krogenberg Hegn. (3½km)

(Hvis man ønsker at afbryde turen kan det ske ved at gå til venstre ad Smedebakken ned til Skindersøvej tæt på Rundkørsel ved Kongevejen. Krydser man Kongevejen og går mod Espergærde ad Mørdrupvej nås Mørdrup Trinbræt efter ca. 500m).

Man kommer ind i Krogenberg Hegn forbi Ravnebakkehus. Her er en vandhane. Straks til højre findes en shelterplads. (den må benyttes, hvis ingen har booket den). Gurre Slotsruin ligger lidt nordligere, der kan gøres en omvej forbi den (se kort)

Ruten fortsætter ca. 2½ km gennem skoven Krogenberg Hegn til den krydser lige over Hornbækvej. Efter nogle få meter drejes til venstre og hurtigt efter brat til højre, (der er to veje til højre samme sted, den højre vælges). Ruten går stort set lige ud gennem Danstrup Hegn, der er ret afvekslende med udkig til det åbne land. Ved den vestlige udkant af skoven ligger Skovfogedboligen til venstre, mens der er bord, bænk og bålplads til højre.

[Uden for skoven krydses landevejen Danstrupvej, en lille vej fører mod vest og Esrumsø. Denne vælges. Vejen ender på Endrupvej, som følges til venstre efter ca. 1½km tages Endrup Byvej til højre, den drejer til venstre og munder ud i Maglegårdsvej der krydses for at tage en sti mod syd.

Fortsæt i samme retning knapt 1km og drej i T-krydset til højre. Efter ca. 250m går en sti fra til venstre, følg den ind i Fredensborg Slotspark. (Her kan man gå direkte op imod slottet til halvcirkelstien foran dette. Her drejes til venstre omkring slottet) eller gå til højre ned mod Esrum Sø ved Kongebroen og følge kanten af søen til første vej til venstre op ad bakken.I T-kryds drejes til højre og kort efter til venstre, for at komme igennem Nordmandsdalen. I T-kryds efter dalen drejes til venstre og dernæst holdes til højre for at komme op til halvcirklen foran slottet.

Følg ½-cirkelstien rundt om slottet og videre langs slottets østside. Når man kommer ud på tværgående sti drejes til højre, så kommer man ud foran slottet. Drej til venstre. For at komme til forretninger holdes til venstre igen ad Jernbanegade. denne følges til rundkørslen. Her krydses Helsingørsvej og man går til højre ind i den lille skov Lunden. Stien munder ud i en tværgåede sti, denne følges til venstre.Dernæst vælges sti til højre ud til Kongevejen lige før jernbaneoverskæringen. Kongevejen krydses (ca.9½km)

Tæt på jernbaneoverskæringen går en sti videre langs banen, den følges til bydelen Kratbjerg. Så snart man kommer til bebyggelse drejes ad stien til højre, den følges ud til vejen Kratbjerg. Her drejes til højre. Man kommer nu forbi indkørsel til orkidegartneriet. Fortsæt op til Hillerødvej.

Gå til venstre ad Hillerødvej ca. 400m til der kommer en skovvej på venstre hånd. Følg den ind i Sørup Hegn.. Efter 700m munder den ud i en vej, følg den til venstre – man kan nu se børneinstitutionen Granbohus, drej til højre inden den nås, ind i Grønholt Vang. Efter 100 m drejes til venstre mod viadukten der fører under banen.

300m efter baneunderføringen vælges 2. vej til højre - (100m længere fremme kan man se en hænge eg) – efter ca. 200m kan man gå til venstre og hurtigt komme til et voldsted fra middelalderen. Ruten fortsætter imidlertid uden at gå hen til voldstedet.

Efter i alt 600m kommer man til et T-kryds, her drejes til venstre. Efter 100m, nås et skævt kryds, vælg 2. vej til venstre ud til landevejen Præstemosevej.

Gå til højre ad denne. Efter ca. 500m i T-kryds drejes til højre så kommer man igennem Grønholt landsby med den gamle rytterskole på venstre hånd (se tavle på væg) og den lille middelalderkirke. Tag første vej til venstre ved Grønholtvej 26 -32, den leder til Grønholt Hegn.

Knapt 600m inde i skoven drejes igen til venstre. Efter ca. 1 km kommer man ud af skoven ved et stort hus og en rideskole. Gå forbi hestefoldene og følg vejen til venstre ca. 70 m. Drej 180 grader til højre for at gå på modsat side af et trådhegn. Følg græsstien. denne krydser en bæk. Følg denne til venstre ca. 85 m og drej 90 grader til højre. Måske er der et synligt hjulspor at følge. Fortsæt gennem græsset mod den hvide gård Avlholmgård.

Lige før man når gården krydses åen og man fortsætter ad græsstien på den østlige side af åen forbi en indhegnet hestefold. Stien munder ud i vejen Avlholmgårdsvej, følg denne til venstre.. I et T-kryds støder Dalgårdsvej til, drej til højre. Avlhomgårdsvej munder ud i Hesselrødvej ved et rensningsanlæg, fortsæt lige ud til Karlebo. (ca. 10km)

I Karlebo drejes til højre ved Karlebo kirke. Efter ca.200m ad denne vej findes en sti til venstre, den følges, man krydser Auderødvej og fortsætter ad Kirkeltevej til Isterødvejen, bemærk Karlebo Mølle på højre side.

Følg en fordgænger/cykelsti til venstre lige før Isterødvej. Når man er kommet under Isterødvej drejes til venstre, denne sti fører ind i Kirkelte Hegn, til sidst lige over en græsplæne. Fortsæt lige ud til P-pladsen ved Løjeltehus. Efter denne drejes til højre ad Kirkeltevej. Når denne efter ca. 300m drejer til højre, fortsættes til venstre ad Damvej.

Man går nu nord om Store Donse Dam. Ved vestenden af søen – første gang det er muligt – drejes til venstre og man støder så til Donsevej, der følges næsten lige ud (hold lidt til højre). Donsevej ender ved Dæmpegårdsvej/ Skovridervej ved et område med borde og bænke flere steder.

En gult afmærket sti fortsætter lige ud mod Kongedyssen, denne følges. Kongedyssen ligger på højre hånd og en sti fortsætter forbi den , mens vores sti går mod venstre gennem 2 låger over den afgræssede blomstereng syd på mod skoven.

I Skovkanten fortsættes lige ud/ skråt til højre ad Bomvej til denne når den asfalterede Stumpedyssevej, der følges til højre ca. 200m til først mulige vej til venstre Egemosevej. Følg denne til den munder ud i Vildtmestervej. Gå til højre og følg denne til og over Kongevejen.

Der er 2 stier, der fortsætter på den anden side, vælg den venstre (smalle) og følg den til den krydser skovvejen Grønnemosevej. Denne følges til venstre. Ved den store vej Nymøllevej drejes til højre, stien munder nu ud i den asfalterede sti Ejnars Sti.

(For at komme ud til Allerød Station og by fortsættestil højre ad Ejnars Sti, den fortsætter i Tjørnevej, og 2. vej til venstre Birkevej fører til stationen.)

Vil man fortsætte drejes i stedet til venstre gennem en underføring under Nymøllevej for at komme ned i Sortemosen. . (Ca. 7½km)

Overnatnings muligheder

Helsingør Camping ved marielyst st. på ruten

Helsingør Vandrehjem (danhostelhelsingor.dk/)

Kystlejrplads i Teglstrup Hegn Julebæk  Nordre Strandvej

Gurre Camping Gurrevej mellem landsbyen og ruinen

Krogenberg Hegn: Shelterplads (se www.udinaturen.dk)

Nyrup Hegn Fri overnatning (se www.udinaturen.dk)

Danstrup Hegn primitiv lejrplads (se www.udinaturen.dk)

Fredensborg Vandrehjem (danhostelfredensborg.dk/)

Gammel Grønholt Vang: Primitiv teltplads (se www.udinaturen.dk)

Bed & Breakfast: Naturly, Kirkeltevej 152, 3450 Allerød (Ved indgangen til Kirkelte Hegn)

Tokkekøb Hegn: Primitiv Lejrplads (se www.udinaturen.dk)

Transport muligheder:

Fra Helsingør st. Tog til Kbh., Hillerød, Gilleleje.

Fra Mørdrup st. tog til Hillerød og Helsingør (ca. 1,2 km til Espergærde st. og Kystbanen. Desuden flere busser

Fra Fredensborg st. tog til Hillerød og Helsingør + flere busser

Fra Karlebo kirke bus til Allerød/ Hillerød og Kokkedal/ Nivå (ikke ret tit)

Fra Allerød St. S-tog til København og Hillerød + flere busser

Nordsjællandsruten Allerød- Farum

Rutebeskrivelse:

(Fra Allerød St. udgang modsat stationskiosken Kryds Banevang og gå ad Birkevej, derpå til højre ad Tjørnevej, den fortsætter i gangsti mod Blovstrød: Ejnars Sti.)

Når man er kommet under Nymøllevej drejes til venstre langs denne. Herefter vælges første sti til højre ca. 250m fremme, det er en lille trampesti gennem en rydning (Kan være svær at få øje på, men er skiltet) – 50 m inde krydses en anden sti og her står et skilt med ridning forbudt og "Privat skov". Fortsæt lige ud.

Ruten fører gennem Sortemose (flere små stier der ender samme sted). Følg stierne sydpå til udkanten af skoven og videre til højre i kanten af skov og sø - valgffri rute, hvor trampestien grener sig (vejrlig gør de to stier farbare på forskellige tidspunkter)- til stien ender på Sortemosevej. Ca. 2 km

Drej til venstre ad cykelstien langs Sortemosevej. Kort før Ny Allerødgård krydses Sortemosevej og man går langs med et stort byggemarked ad en lille vej. Hvor den drejer til højre vælges den sti der går fra og fører under banen og ind i området omkring Allerød Sø. Så snart banen er krydset drejes til venstre, Allerød sø og senere Kattehale Mose ligger på højre side.

Efter ca. ½ km deler stien sig i et Y, følg højre gren.(kig op til venstre til Karen Sofies Høj bænk og udsigt til en pause)  Stien slutter i et T kryds i Kattehalevej, drej her til venstre langs med Sønderskov. Hvor vejen drejer brat til venstre efter ca.600m, drejes til højre ind i skoven ved Sønderskovhus. (3 km)

Hold til venstre så snart du er kommet ind i skoven. Stien munder ud i en lille vej ved Tivolihusene, her drejes til venstre ad Stavnsholtstien, der følges mod øst og syd. Efter ½ km går den til højre langs Høveltevej, hvor man følger stien der løber parallelt med vejen først i højre side og kort efter i venstre side frem til Bregnerødgård. Ved Bregnerødgård/ Høveltevej 68 - 78 drejer ruten til venstre ad en lille vej.

Denne drejer til højre forbi gården Fuglsang og kort efter først til højre og herefter til venstre mod sydøst. Stien munder ud i Stavnsholt Gydevej og går forbi gården Nordtoftdal, efter ca. 1 km. Hvor vejen efter ca. 600m drejer brat til venstre, gås til højre, en sti fører under Bidstrupvej,(4 km) det er Nordøststien.

Ved lille sø på højre side, følger du sti til venstre. Kryds asfaltvej, Solhøjgårdsvej, og du er nu i Hesselbækparkbebyggelsen, som du går igennem. Ved Duemosepark fortsætter du ligeud ad stien med et grønt område på venstre hånd. Du føres igennem endnu en viadukt under Paltholmsvej, og du er nu på Stavnsholtstien. Gå forbi skolelandbruget Solhøjgård, og du når ud på Stavnsholtvej.

Drej til venstre ad denne og straks efter til højre lige før gadekæret, her ligger Furesø Museerne. Vi kommer igennem den gamle Stavnsholt landsby ud til Plejehjemmet Solgaven og ud til vejen Skovbakken (ved Brudedal), Skovbakken følges til venstre til den ender i Furesøstien/Rudeskovstien.(ca. 2 km) Gå til højre ad denne.

Når Furesøstien er drejet nordpå fra søen tages efter ca. 300m Dybedalstien til venstre. Den ender i et T kryds.Man følger Rude Skovstien til venstre. Før broen over motorvejen følges trampesti til venstre ned igennem Nattergaleskoven.

(Gå over broen, hvis du skal til Farum st. eller handle i Farum by).

Trampestien fortsætter ad Perle Alle´/Dorthesvej, der løber ud til Frederiksborgvej. Drej til venstre ad denne. Efter 100m går du igennem tunnellen og videre under Fiskebækbroen Her støder man til Mølleåstien, der krydser åen på en bro. Herfra følges Mølleåstien mod vest, det er en afmærket rute. Først går man under motorvej og jernbane og derpå til højre mod nord til Skovvængets Alle, som man drejer til venstre ad.

For at nå til Farum Station drejer man ikke ad Skovvængets Alle, men fortsætter blot mod nord.

I alt ca. 13½km

Overnatning:

Se B&B på www.airbnb.dk/

Bregnerød Kro Bregnerød Byvej ca 2 km fra ruten.
Shelter på Stavnsholt Gydevej tæt på gården Noordtoftdal

Farum Sports og Konferececenter ca.1½ km fra ruten nord for Farum Sø.
B/B Furesøvej 16, 3520 Farum tlf. 44993109 meget tæt på ruten.
B&B Farum, Gustav Webersvej 17 Farum under 1 km fra ruten
Furesø B&B Bastholmen 18, Farum ca. 1½ km fra ruten nf. Farum Sø
Primitiv lejrplads. ud for Klaus Nars Holm ved Farum sø

Shelter og teltplads nord for Bastrup Sø (se www.udinaturen.dk)

Teltplads i Ganløse Eged (se www.udinaturen.dk)

Transport:

Allerød med S-tog til.Hillerød (flere overnatnigsmuligheder) og København
Farum med S-tog til.København

S-busser på Frederiksborgvej i Farum og ved Nordøststien i Stavnsholt :Forbindelse til: Birkerød, Ballerup, Kokkedal mv.

Nordsjællandsruten Farum - Stenløse – Værebro Å (kommune grænse)

Rutebeskrivelse

 

For at starte fra Farum St. gå tilbage langs med vestsiden af sporet forbi parkeringspladsen og op ad en cykelsti langs med banen, vælg efter ca. 50m den højre jordsti. (På øst siden af banen, kan man også vælge stien sydpå i stedet for at gå til stationen, så drejes til højre, når det er muligt at komme under banen) Begge stier fører til jernbaneunderførselen ved Skovvængets Allé, der følges mod vest langs søen.

Ruten følger nu den afmærkede cykelrute i Mølleådalen fra Fiskebækvejen til Buresø. Ved Farumgårds Allé gås til venstre, ruten fortsætter igennem Farumgård (eller ifølge skiltningen uden om denne - man må ikke tage cykler gennem Farumgård), og man fortsætter langs med nordsiden af Farum Sø og videre gennem moserne langs åen.

Ruten krydser landevejen ved Nymøllevej og Hestetangsvej (se efter den brune pæl med skilt). Efter Klevads Mose krydses åen før man når Bastrup Sø, som man følger langs nordsiden forbi Bastruptårnet og et shelter.

Landevejen Lyngevej-Ganløsevej skal krydses og der fortsættes til venstre til Ganløse Eged, som vi går langs med. Ved første sti efter ca. 400m (ca. 9km) forlades Mølleådalstien. Vi drejer ind i skoven og fortsætter mod syd ca. 600m ad Rødeledsvej til den skærer Midtvej i det andet store kryds i skoven.

Gå til højre ad Midtvej. Hvor denne deler sig deler sig i 2 veje tages en mindre sti midt imellem de to, den fører ud af skoven. Stien drejer til venstre ved et vandløb. Den deler sig efter knapt 100m, hold til højre 50m og derpå igen til venstre mod syd ind i en lille skov, følg her den brede sti. Der er flere mindre stier der går fra, men hovedstien rammer den store vej Klokkekildevej. Denne følges til venstre ca. 1,3 km ind til Slagslunde, hvor man først krydser Hesselvej og derpå Slagslunde Bygade, idet ruten følger en sti ca. 50m. Drej til venstre i stikryds. Efter ca. 100m nås Stenløsevej, denne følges til højre – mod syd ud af byen. ( ca. 11km)

Efter ca. 700m drejer vejen til højre, mens en mindre vej Lillevangsvej fortsætter lige ud, med en lille trampesti i højre side. Det er cykelruten mod Stenløse, den følger vi.  (Trampestien er ikke ret synlig når græsset ikke er slået. Hvis man fortsætter af Lillevangsvej, som er en markvej, ender man inde på en privat ejendom.) Efter ca. 300m drejer stien mod venstre og lidt senere efter at have krydset en bæk går man omkring en gård (på højre hånd) Ved gården Tornehøj gås til højre i T-krydset.

Når vejen efter ca. 50m drejer mod Veksø vælges stien lige ud mod Stenløse. Denne bugter sig og efter ca. 1km ender den i et kryds, her drejes til venstre mod syd forbi gården Sandholm ad Svanekærvej. Denne munder lige efter Svanekærgård ud i Stenlillevej som følges til den krydser den store vej Frederikssundsvej. Gå til venstre ad denne til lyskrydset ved Byvej, drej til højre ad denne forbi kirken og til det forhenværende rådhus hovedbygning, nu kulturcenter. Drej til venstre ind til Rådhustorvet og Centertorvet. (ca. 4km)  Følg gaden gennem centeret og under jernbanen.

(Stationsbygningen ligger på venstre side før man går under banen).

Fortsæt til venstre langs banen op til viadukten og drej til højre ad gaden Viadukten ned til  og til venstre ad Bauneholmvej og fortsæt ad Blæsenborgvej, der fører os videre syd på over marker og eng til Værebro Å og til Holmevej i Østrup Holme ca. 3½ km.

Indkøb:

Farum Bycenter

Sommerkiosk ved Buresø på Skovvej

Stenløse Center

Overnatning:

Lejrpladser, nogle med faciiteter, andre fri teltning. Se i www.udinaturen.dk. De findes

I Therkelskov modsat side af Mølleåen i forhold til ruten
I Nyvang skoven centralt

Ved Basruo Sø (tæt på tårnet)
I Ganløse Eged sydlige ende tæt på ruten
I Slagslunde Skov centralt
Teltplads i Slagslunde Ved Gadekæret 9B bag en lade.

Stenløse: B&B: Kagan & Kramer, Edithvej 11 tæt på Stenløse St. tel: +45 4390 0102, email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Badested:
Furesøbadet ved vestenden af Fure Sø,
Bure Sø

Transport:

Busser:Fra Slagslunde går der bus til Stenløse, Ballerup og Farum

S-tog: fra Stenløse til Frederikssund og København

Nordsjællandsruten Stenløsebro – Roskilde

Rutebeskrivelse

Fra Stenløse bro, hvor vi passerer Værebro å, fortsætter vi mod syd med en mindre grusgrav og Put and Take Sø på højre side. På Holmevej drejer vi til venstre og går de ca. 400m til Østrup Holme, som er et ældre parcelhus kvarter nord for landsbyen Østrup. Gennem Østrup Holme følger vi Knudsbjergvej, går til højre ad Lærkevang, og til højre ad Birkevang. Birkevang munder ud i Østrupvej, som vi følger til venstre. Vi krydser Hove Å, der leder vand til Gundsømagle Sø,( som vi senere skal gå langs med, på en sti udført af Fugleværnsfonden).

(Man kan krydse Østrupvej ad markvej ind til og forbi gårdbutik ud til St. Valbyvej, hvis der ikke er spærret. (ejeren har givet lov til at gå denne vej, hvis han ikke har spærret pga. arbejde med dyrene) I tilfælde at spærring følges Østrupvej ind til Østrup, her holdes til højre ad St. Valbyvej. Følg skiltning til Fugleværnsstien.

Fugleværnsstien starter på Store Valbyvej 300 meter efter Østrup, ved en lille parkeringsplads.Følg stien. I den vestlige ende af denne sti er der et fugletårn og borde/bænke til et kort ophold. Her er der også opført en labyrint af stier i rørskoven, hvor fuglelivet kan studeres på nært hold. Man skal tilbage til fugletårnet før man kan fortsætte op til Kirkerupvej, hvor man går til højre gennem Kirkerup. I udkanten af Kirkerup følger man vejen til venstre mod Gundsølille.

Lige før Gundsølille går vi til højre ad Store Valbyvej og følger denne ca. 400m til en stitunnel under vejen, den leder til Lindebjergstien, der følges sydpå til og igennem Ågerup. 100 m før Ågerupvej drejes til venstre ad Højgårdsvej. I Ågerup er der mulighed for proviantering. Højgårdsvej ender på Gundsølillevej, der følges til højre ud til Ågerupvej. Her går man til venstre til hen mod Ågerup kirke.

Gå langs kirkemuren syd om kirken på en smal sti med en flot udsigt over landskabet. Herfra fortsættes ad Krogager og Slæggerupvej indtil man kkrydser Himmelev Bæk.

Der er en sti langs med bækken lidt senere, følg den.  Efter ca. 750 meter drejes ad sti til højre. Stien krydser en vej (Nordens Parkvej) og man ender på Slæggerupstien som følges til venstre til den store vej Trekroner Alle. Drej til højre, kryds ringvejen. Umiddelbart efter drejes til venstre ad sti ind til  Gammel Trekronervej og  til højre ad Ternevej, så til venstre ad Præstemarksvej. Lige før jernbanen krydser Præstemarksvej gås til højre og snart kommer man ind på stien langs med banen. Den slutter ved Røde Port

Nordsjællandsruten ender på vestsiden af Røde Port, som er den gamle jernbanebro fra 1936, over vejen ind til Roskilde centrum og Fjernvandrevej E6 videre forløb mod Korsør.

Overnatning:
Teltplads I Himmelev Skov  lige uden for Roskilde

Flere steder i Roskilde bl.a. Vandrerhjemmet ved havnen

Transport:
Busser fra Østrup, Gundsølille og Ågerup til Roskilde ikke særligt hyppige.

Indkøb:
Mindre butikscenter i Ågerup

 Roskilde alle slags forretninger