Populært indslusningsforløb for nye vandrere

Med julen følger naturligt ekstra kalorier. Derfor valgte Silkeborg Afdeling at arrangere et introforløb for uprøvede vandrere med fire ture i januar-februar.

Indslusningsssnak på Bølling Sø-tur. Foto Anna Hildebrand Jensen

Indslusningsssnak på Bølling Sø-tur. Foto Anna Hildebrand Jensen

Af Camilla Dam

Håbet var naturligvis at lokke nye medlemmer ind i foreningen. Der blev annonceret både på hjemmesiden, i afdelingens egen gruppe og andre vandregrupper på Facebook efter ’nye vandrere under 60 år, som gerne vil træne sig op til at gå længere ture’. Hvis de nysgerrige var ældre, var de selvfølgelig også velkomne.

Stor interesse

Det gjaldt om at appellere til dem, der endnu ikke havde opdaget, hvor givende både fysisk og mentalt det er at vandre med Dansk Vandrelaug. Forløbet kostede 100 kr., som skulle betales på forhånd via MobilePay.

– Vi kommer til at gå nogle helt fantastiske steder i Silkeborg og omegn, i et stille og roligt tempo med pauser undervejs, lød det lokkende i annoncen. Og den virkede.

Pengene væltede ind på afdelingsformand Runa Brøchners konto – med og uden den sms-tilmelding, som samtidig blev efterspurgt. Da de rundede 35, valgte de at lukke ned for tilmeldingen.

Runa var både arrangør og turleder på alle fire ture og havde en erfaren vandrer/turleder med hver gang til at fortælle en masse om vandreture i Silkeborgområdet, godt vandreudstyr, DVL – hvad får man ud af et medlemskab, brug af vandreapps m.m.

Trods vintervejret

Via tilmeldingen havde afdelingen fået mailadresser på de fleste, så de senest dagen før fx kunne skrive ud, at de havde været nødt til at ændre ruten pga. vejret eller gode råd til påklædning. Deltagerne blev også mindet om, at de skulle medbringe en madpakke og varme drikke samt at vandrestave kunne være en fordel.

Helt nødvendigt, for den første tur foregik på en ægte vinterdag midt i januar, hvor de 8 km forløb i sneklædt landskab og maks. 5 graders varme.

– På turen til Brillerne (Avnsø) i Silkeborg mødte deltagerne talstærkt op med stort gåpåmod og var virkelig seje. Vi var meget udfordret af det glatte føre, træer som var væltet og oversvømmelser, der gjorde det svært at komme tørskoet rundt omkring søen. Alle gav alligevel udtryk for at det havde været en dejlig og udfordrende tur, siger Runa.

Find ud på DVL Silkeborgs næste tur her

Lørdagen efter gik de 10 km, og en uge senere gjaldt det Bølling Sø og 12 km under mildere forhold.

– 24 friske vandrere mødte op til det bedste vejr endnu under dette forløb. Vores turleder Runa Brøchner førte os næsten tørskoet rundt om søen med hjælp fra Jørgen Jørgensen. Vi kom bl.a. forbi det berømte sted, hvor Tollundmanden blev fundet. I frokostpausen fortalte jeg lidt om at være medlem i Dansk Vandrelaug set i forhold til fællesskabet, motion og fordele/rabatordninger, siger Anna Hildebrand Jensen i DVL Silkeborgs Facebook-gruppe.

Omkring 26 var med på hver af de fire ture, og efter den sidste, på 15 km i starten af februar, blev forløbet fejret med bobler og kransekage.

Meningsfuldt arbejde

Runa ser tilbage på et meget positivt forløb, som foreløbig har inspireret otte af turdeltagerne til at melde sig ind i afdelingen. Nogle dukker stadig op som gæster, imens atter andre muligvis har indmeldt sig i andre afdelinger, da de kom langvejs fra for at opleve Silkeborgs vandreglæder.

Når man lægger det sammen med den reklame, som omtalen på de sociale medier og iblandt de nye deltagere har skabt, er tiden godt givet ud.

– Det har været meget lærerigt for os at køre et sådan helt nyt forløb, da vi mødte deltagere med meget forskellige forudsætninger og forventninger til at vandre. Det skal vi lære af og være mere på forkant af i alle faser af forløbet, siger Runa.

Afdelingen forventer at gentage forløbet til efteråret, hvor de vil ændre lidt på konceptet i forhold til de erfaringer, de gjorde sig på vinterturene.

– Næste gang skal vi lave en turlederturnus. Det har været for stort et arbejde at være turleder på alle fire ture. Men det har været det hele værd at investere i, da det har vist, at det giver flere medlemmer og breder sig som ringe i vandet. Så mere af den slags i DVL, understreger Runa Brøchner, som stod med størstedelen af arbejdet.

Silkeborg er Dansk Vandrelaugs nyeste afdeling. Den blev oprettet i efteråret 2022 og har i skrivende stund 166 medlemmer.

DVL Silkeborg spreder vandreglæde på indslusningstur. Foto Anna Hildebrand Jensen
DVL Silkeborg spreder vandreglæde på indslusningstur. Foto Anna Hildebrand Jensen

Gode råd til lignende forløb

  • Vær opmærksom på gode tidspunkter at annoncere på, fx i perioden fra den 26. december til lige efter nytår.
  • Vær klar, da tilmeldinger kommer i ryk og uden struktur. Flere indbetaler bare de 100 kr. på MobilePay uden at sende SMS om tilmeldingen.
  • Det er en blandet flok, hvor nogle har gået meget og andre er helt uerfarne og finder selv andre veje igennem det glatte føre. Vi måtte redde flere tilbage til den planlagte rute. Det giver en udfordring i at holde en så forskelligartet flok sammen.
  • Sørg for at få mailadressen på samtlige deltagerne, så man kan skrive til hver enkelt og ikke kun den, der fx har tilmeldt flere veninder.
  • Der kommer mange spørgsmål pr. mail undervejs, send derfor infomail ud 4-5 dage før hver enkelt tur.