Sådan kan du komme ud og vandre.

Kom op af sofaen
Tag beslutningen og negligér undskyldningerne for at blive siddende. Det er nemlig sundt at gå. De fleste af os sidder ned i flere timer, end vi sover. Men sidde-syge er noget af det farligste for helbredet, endda værre end overvægt. Bevægelse og fysisk aktivitet er omvendt det sundeste du kan byde kroppen. Lige fra vægt og kolesteroltal over blodtryk til humør og hukommelse er der gevinst. Nemt, billigt og uden bivirkninger. En frisk gåtur på 20 minutter hver dag kan være nok til at nedsætte risikoen for tidlig død.

Vejret er ingen hindring. Og det er ofte sådan, at vejret er bedre udenfor end set indefra gennem vinduerne.

Læs mere om det sunde ved at vandre på www.dvl.dk/aktiviteter/sundhed

Find ud af, hvor du vil gå

Når du har besluttet dig for at gå en tur, skal du have fundet ud af, hvor du vil gå.
Mange kommuner har lavet fine vandrestier og de lægger ofte stifoldere på biblioteket, ligesom du normalt kan finde deres vandrestier på deres hjemmeside.
Derudover findes der hjertestier og kløverstier i mange byer.
Naturstyrelsen har mange fine stier i naturen, som er afmærket med gule prikker.
www.dvl.dk/naer-og-fjern/stier-i-danmark kan du finde links til alle de ovennævnte steder plus meget mere.

Beklædning og fodtøj

Det er vigtigt at gå en tur i ordentligt fodtøj. En par gode travesko eller kondisko er fine til ture i byen. Men hvis du vil ud i naturen, kan det anbefales, at du køber et par egentlige vandresko eller vandrestøvler. Disse kan købes i de fleste friluftsbutikker.
Husk, at sko eller støvler skal være så store, at det ikke gør ondt i tæerne at gå ned ad bakke. Du kan afprøve, om de kan bruges ved at ”hænge” i hælen på en trappe. Klemmer de, kan du starte med at klippe tåneglene – det er ikke altid, der skal så meget til.
Kan de være i skoene, er det en god idé med et lag tynde sokker med kunststof inderst og et lag uldsokker yderst. De to lag sokker gnider mod hinanden i stedet for mod din hud. Derved nedsættes risikoen for vabler. Fordelen ved uldsokkerne er, at de også varmer, når de er våde.

Det er en god idé at klæde sig på i lag, når man skal på vandretur. For det første fordi luften mellem lagene varmer, og dernæst fordi det er muligt at tilpasse mængden af lag til den varme, man har arbejdet sig til.
1. lag: Inderst tager du uld-, silke- eller svedtransporterende undertøj.
2. lag: Skjorte og lærredsbukser (fx sommerbukser). Prøv at undgå cowboy- eller fløjlsbukser, for de er meget længe om at tørre.
3. lag: Fleece- eller uldtrøje/sweater.
4. lag: Vindtæt jakke. Også mellem trøje og jakke vil der opstå et lag luft, der varmer. Det er en god idé at vælge en jakke, som også kan bruges i regnvejr. Tag altid regntøjet med, hvis der er den mindste risiko for regn – det kan sikre dig en god tur.

Læs mere i denne folder om gode råd, som stadig og altid er aktuelle.

Gør det sjovt og hyggeligt

Når du er afsted, så gør turen hyggelig og behagelig. Hold pauser undervejs. Og gå forbi steder, der er interessante at opleve.
Der findes to gode sites med både vandrestier, faciliteter og oplevelser, som hedder www.udinaturen.dk og www.friluftsguiden.dk. Det kan anbefales at besøge disse to sites, før du tager afsted.
Tag noget mad og drikke med og find et godt sted at holde pause. Hvis I er flere, er disse pauser ofte hyggelige snakkesteder.
Man kan ofte gå længere, end man tror, man kan, når man er sammen med andre. Så prøv at arrangere en tur med gode venner eller familien.
Du kan også gå med på vandreture med lokale vandreklubber eller Dansk Vandrelaug. De lokale vandreklubber finder du typisk via Google eller på Facebook. Du finder Dansk Vandrelaugs ture hér. Vi har i gennemsnit 6 vandreture hver dag året rundt i hele landet.

Sidst men ikke mindst er det godt at vide, hvad man må i naturen. Friluftsrådet har lavet denne fine hjemmeside, hvor man kan se, hvor man må gå og hvad man skal tænke over.

Held og lykke med vandreturen ????

Kvalitetsstier

 
 

Bliv medlem nu ...

- og deltag i vore mange vandreture i hele Danmark og udlandet. Med et landsdækkende medlemskab vil vore erfarne turledere give dig oplevelser i naturen på alle årstider. Vi tilbyder også kurser, foredrag og en række fordele til dig som medlem.

Bliv medlem

Turområder

Bornholm Sydsverige Storkøbenhavn Nordsjælland Roskilde Østsjælland Sydvestsjælland Storstrøm Nordvest Sjælland Sydfyn Fyn nord Nordtyskland Sønderjylland øst Sydvestjylland Trekantområdet Midtvestjylland Søhøjlandet Limfjord syd Aarhus Bugt Østjylland Himmerland-Aalborg Nordvest Vendsyssel Øvrig udland Østjylland