Ægtepar går sammen om hobby og røverhistorier

 

Ægteparret Jette Hansen, 51, og Svend-Erik Hansen, 58, har fundet en fælles interesse i vandring. Siden de blev medlemmer i Dansk Vandrelaugs Viborg afdeling har de været med på samtlige ture, og de er vilde med den nye fælles hobby.

Det var en brochure om Dansk Vandrelaug i Jettes løbeklub, der gjorde, at parret tog en prøvegang hos Viborg-afdelingen. Siden da har de været landet rundt med foreningen, og kalenderen er allerede fyldt med fremtidige ture.


– Når Jette får VandreLiv, er det altid fyldt med post-it-sedler, efter hun har læst det. Så kan hun huske alle de ture, vi skal med på i fremtiden, siger Svend-Erik.


Anekdoterne giver ekstra perspektiv

Jette husker tydeligt første gang, de var med foreningen på tur i Farsø. Først kunne parret ikke rigtig se meningen i at vandre 12 km i en nåleskov.

– Men så opdagede vi pludselig det aspekt, at det ikke bare var en vandretur. Vi gik jo en flok sammen, og det var rigtig hyggeligt. Derudover fik vi en masse fortællinger og anekdoter af turlederen, hvilket gav turen noget ekstra, siger Jette.

Og netop det ekstra perspektiv, du får på turene, tiltaler parret.


– Da vi var ved Svanninge Bakker på Fyn, gik det virkelig op for os, hvor godt det er at være af sted i flok og have en turleder med. Havde vi været alene på den tur, havde vi nok bare gået op på toppen af bakken og så tilbage til bilen igen. Med DVL fik vi virkelig et nuanceret indtryk af stedet, siger Jette.


LÆS OGSÅ Sofaen er farligere end overvægt


Fremtidige vandreplaner

Parret har selv rejst rundt i Danmark i mange år. Da de i år skulle vandre på Fjorddagene med Vandrelauget, tog Jette og Svend-Erik afsted et par dage i forvejen for at udforske Lolland-Falster på egen hånd. Men det blev en skuffende oplevelse, da de kun havde 40 minutter på øen Enehøje med en lokal guide.


– Det nævnte jeg, da vi var ude med Vandrelauget om søndagen. Så fortalte vores turleder, at der til næste år den 18. august er arrangeret en tur, hvor vi kommer til Enehøje og Slotsø – så den meldte vi os til med det samme,  og vi glæder os allerede, siger Svend-Erik.


Røverhistorier og frisk luft til hjernen

Jette og Svend-Erik har haft mange gode oplevelser, siden de meldte sig ind hos Dansk Vandrelaug, og specielt én tur står klart i hukommelsen.


– Vi var ude ved Lille Vildmose, hvor vi gik på højmosen. Derefter blev vi kørt med en bus ud i reservatet, hvor vi så store kronvildt og vildsvin med deres unger. Vores turleder er vokset op i området, så han kunne en masse gode røverhistorier om stedet.


Udover de gode oplevelser, det sociale samvær og de mange historier, er der også en anden vigtig grund til, at parret meldte sig ind i afdeling Viborg.


– Vi bliver jo nødt til at dyrke noget motion, ellers vokser vi jo, siger Jette.


Svend-Erik tilføjer, at han synes, der er noget terapeutisk i at komme ud i naturen og få noget frisk luft.


– Det er god medicin for hjernen. Og så laver vi endelig noget aktivt sammen, hvilket er virkelig skønt!

Kvalitetsstier

 
 

Bliv medlem nu ...

- og deltag i vore mange vandreture i hele Danmark og udlandet. Med et landsdækkende medlemskab vil vore erfarne turledere give dig oplevelser i naturen på alle årstider. Vi tilbyder også kurser, foredrag og en række fordele til dig som medlem.

Bliv medlem

Turområder

Bornholm Sydsverige Storkøbenhavn Nordsjælland Roskilde Østsjælland Sydvestsjælland Storstrøm Nordvest Sjælland Sydfyn Fyn nord Nordtyskland Sønderjylland øst Sydvestjylland Trekantområdet Midtvestjylland Søhøjlandet Limfjord syd Aarhus Bugt Østjylland Himmerland-Aalborg Nordvest Vendsyssel Øvrig udland Østjylland