Udskriv

Thorkild Johansen

 

turleder torkildDet har været besværet værd.
Sådan siger Thorkild Johansen, som var med til at starte Dansk Vandrelaugs Nordsjællands Afdeling for 35 år siden.

"Jeg tager den sorte DVL-kasket på. Så kan du kende mig.”
Thorkild Johansen tager imod mig på Helsinge Station. Han har været medlem af Dansk Vandrelaug i 35 år og har sammen med sin kone Elna lagt et kæmpe engagement i foreningen, både lokalt og på landsplan. Hans ildhu er legendarisk og han øser gerne af sin indsigt og viden.
Vel installeret ved kaffebordet hjemme i Thorkild og Elnas hyggelige stue fortæller Thorkild om sit forhold til DVL.

”Det hele startede i 1975, da planerne om at etablere en afdeling i Nordsjælland opstod. Ideen hørte jeg om fra Gregers Sørensen, turleder i Turudvalget i København. Vi forelagde den for Johannes Petersen, Thomas Petersen, Susanne Hytting m.fl. og besluttede at starte afdelingen. Der blev holdt stiftende generalforsamling i Maarum Forsamlingshus den 29. januar 1976.
Jeg skulle til et vigtigt møde i skolekommissionen i Helsinge, som jeg var medlem af, så jeg kunne ikke deltage. Men jeg husker, at det var bidende koldt, og der var problemer med fyret, så forsamlingshuset kunne ikke varmes op.”
Men trods den ”kolde” start, viste Nordsjællands Afdeling sig at være en særdeles livskraftig afdeling. Thorkild var med i bestyrelsen indtil 2003 og har været næsteformand en årrække.
Allerede 1980 viste sig at blive et meget aktivt år for den nye afdeling. Dansk Vandrelaugs 50 års jubilæum skulle fejres ved varden i Gribskov 18. maj, og Thorkild blev sammen med Johannes Petersen, Gregers Sørensen og Ella Nicolajsen, Gentofte, en af hovedkræfterne i planlægningen og afviklingen.
”Fra København ankom deltagerne i veterantog til Grønholt Trinbræt, og medlemmerne fra Gentofte kørte i veteranbiler. Både tog og biler var selvfølgelig fra 1930. Alle vandrede det sidste stykke gennem skoven til varden,” fortæller Thorkild. ”Vi var i alt 480 mennesker, som deltog i festlighederne. Vi havde fået tilladelse fra skovrideren i Nødebo til at køre drikkevarer og fødselsdagskringle til varden – og stor var hans ros for den måde, vi forlod skoven på. Intet affald overhovedet – jeg tjekkede selv efter dagen efter. "Vi var altid velkomne en anden gang, sagde skovrideren.”
Og det er blevet til fødselsdagsudflugter i samtlige år derefter. De samme tre afdelinger har stået som arrangører hvert år. Thorkild selv har været med alle årene.
”Om jeg fortsætter, spørger du. Jeg er 87 år og er kommet til den holdning, at jeg tager et år ad gangen,” siger Thorkild.
I 1980 startede afdelingens ture for turister i samarbejde med turistforeningen for Tisvildeleje. Den første tur fik 180 deltagere, heraf 150 tyskere. Man måtte dele sig i flere hold med 6 turledere. Turene fortsatte i tre år med succes.
Thorkild og Elna har været og er stadig aktive turledere. Fra 1984 lavede de ture til Sverige, både weekendture og fridagsture på 4-5 dage. I 2002 blev de afløst af ture til England og Malta, arrangeret af Anne-Lise Lemche og Russell Morris.
Thorkild har været medlem af Dansk Vandrelaugs Styrelse, af Økonomiudvalget og redaktionen af Fritidsliv. – ”Jeg ville egentlig gerne have været journalist i stedet for landmand, som jeg blev,” fortæller Thorkild, som senere blev ansat på Frederiksborg Museet, hvor han fik afløb for sin interesse for formidling – og historie.

Mange frivillige har haft Thorkild som mentor. Hvilket råd vil du giver andre, som kunne tænke sig at gå ind i arbejdet?
”Personligt synes jeg, det har været besværet værd. Men man skal ikke gøre det, hvis man føler, man spilder tiden. Jeg har først og fremmest interesseret mig for sagen, vandringen. Det at bevæge sig i naturen og få øje på dens mange nuancer. Ud over Vandrelauget er jeg med i Grænseforeningen. Jeg har været optaget af grænselandshistorien lige siden jeg var 3-4 år og hørte min bedstefar fortælle denne landsdels historie.
Jeg mener også, at det vigtigt at man står ved sine meninger. I Styrelsen har vi brug for folk, som tør udtale sig, bl.a. så vi kan sikre adgangen til naturen. Sidste år tog vores turleder Margrethe Nørskov til genmæle over for skiløberne i Gribskov, og jeg selv har kæmpet for Gribsø Trinbræt.

Hvordan har du kunnet overkomme så meget – med kone og tre døtre, et travlt job og tillidshverv?
”Vi har taget os tid til det. Vi har været glade for livet med DVL, det har givet os så utrolig meget”, siger Elna.
”Det er rigtigt sagt,” tilføjer Thorkild stille med et kærligt smil til sin kone.

opdateret 22.02.2011

Fod på Danmark

 

Bliv medlem nu ...

- og deltag i vore mange vandreture i hele Danmark og udlandet. Med et landsdækkende medlemskab vil vore erfarne turledere give dig oplevelser i naturen på alle årstider. Vi tilbyder også kurser, foredrag og en række fordele til dig som medlem.

Bliv medlem

Turområder

Bornholm Sydsverige Storkøbenhavn Nordsjælland Roskilde Østsjælland Sydvestsjælland Storstrøm Nordvest Sjælland Sydfyn Fyn nord Nordtyskland Sønderjylland øst Sydvestjylland Trekantområdet Midtvestjylland Søhøjlandet Limfjord syd Aarhus Bugt Østjylland Himmerland-Aalborg Nordvest Vendsyssel Øvrig udland Østjylland

DVL Ung

DVL-Ungs Facebook

DVL Ung Facebook er et forum for dig, der holder af en rask tur sammen med jævnaldrende. Ung ture henvender sig primært til yngre medlemmer af foreningen.

Link til DVL ung ture

Link til DVL familieture

 

 

 

Facebook Gruppe

 

Link til DVL facebookgruppe