Vandreture   Lange ture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Tur med fordybelse

Vandreture med tid til fordybelse

En ny type ture afprøves i Dansk Vandrelaug. Ture, som sætter fokus på nærvær og fordybelse i naturen. Efter flere ture og et kursus er et netværk nu under opbygning.

Af Vitha Weitemeyer

På en strålende solskinsdag i påsken stod jeg og min medturleder ved Charlottenlund Station og ventede på, at de første deltagere skulle dukke op til en ny og anderledes type vandretur. Det var min debut som turleder, og det var samtidig første gang, der i af Dansk Vandrelaug blev tilbudt en gåtur med tid til stilhed, meditation og fordybelse i naturen undervejs. Jeg var meget spændt på, om der overhovedet var interesse for den slags ture blandt medlemmerne.

Det var der. Snart stod 14 kvinder parat til at gå med. Jeg indledte med at sige til dem, at de ikke ville komme til at lære noget nyt på denne tur, men at de ville blive mindet om noget gammelt og velkendt, nemlig et barns evne til nærvær og nysgerrighed.

Turen gik først gennem en forårsfrisk Forstbotanisk Have, hvor der var mulighed for at tilbringe lidt tid hver for sig. Efter en erfaringsdeling og en kort instruktion i gående meditation, gik vi derpå i stilhed sammen gennem Charlottenlund Skov og ud til fortet ved vandet. Undervejs var vi så heldige at komme på helt nært hold af tre egern, der jagtede hinanden. Da vi havde indtaget madpakken, mens vi nød udsigten over Øresund, gik vi, igen i stilhed, hen til en fredelig lysning, hvor vi fandt siddeunderlagene frem, og deltagerne hengav sig til en guidet meditation, først med fokus på naturens lyde, dernæst på et stort, nyudsprunget bøgetræ.
Under den afsluttende opsamling var tilbagemeldingerne positive. Flere gav udtryk for, at de længe havde savnet denne mulighed for at kombinere vandring med stilhed og fordybelse i naturen sammen med andre.

To uger efter denne vellykkede første tur blev der afholdt et kursus for turledere. Titlen var ”Sundhedsfremme og stressforebyggelse via nærvær i naturen”, og kurset var fyldt op (med 16 deltagere). Kurset var arrangeret af Dansk Vandrelaugs kursusudvalg og foregik på Rådvad Naturskole. Underviserne var psykolog Anna Adhemar, stifter af Center for Naturterapi, og undertegnede. Endnu en gang var vi heldige med vejret, trods en lidt bekymrende vejrudsigt. Kursusdeltagerne blev introduceret til bl.a. gå-meditation, guidede meditationer og en tegneøvelse i naturen. Den teoretiske del bestod af en introduktion til nærværstræning og en gennemgang af nogle forskningsresultater vedr. naturens betydning for psykisk velbefindende. En af konklusionerne fra forskning vedr. forebyggelse af stress er: Motion er godt – grøn motion er bedre!

Reaktionerne fra deltagerne på denne kursusdag var blandede. Nogle af deltagerne var skeptiske – er det her noget, vi har brug for i Dansk Vandrelaug? Er turledere i stand til at gennemføre ture med nærværstræning? Andre var meget positive.
Med hensyn til fremtiden for denne type af ture blev der foreslået, at der blev dannet et netværk af interesserede i fordybelsesture, og at man evt. mødes og afprøver nogle af øvelserne på hinanden.

Ved dagbladet Informations og Dansk Vandrelaugs vandrearrangement den 28. maj (se side xx) lavede jeg en tur i det smukke område syd for Farum Sø med 10 km vandring og pauser til fordybelse. En afspændingspædagog fra dagbladet Information bidrog med nogle input. 6 personer – igen kun kvinder – deltog i turen. Tilbagemeldingerne var meget positive.

I skrivende stund er status for det nye tiltag med fordybelsesture: Der er gennemført 2 vandreture samt en kursusdag for turledere, og jeg er i gang med at samle et netværk af interesserede. Når dette blad udkommer, vil der være gennemført en tur til Arboretet i Hørsholm i juli og en vandreferie på Sydfyn i august.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du gerne vil med på en mailliste for interesserede i fordybelsesture.
Kontaktoplysninger: Vitha Weitemeyer, psykolog og turleder, vithaw@gmail.com

Opdateret 09-09-2011