Vandreture   Lange ture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Vagn Johansen

Vagn Johansen

Vil arbejde for

Kortere afstand mellem
styrelse og afdelinger

Vagn Johansen har som formand for Vestsjællands Afd. skabt en afdeling med et godt sammenhold og mange aktiviteter. Han brænder for foreningens fremtid – så meget, at han nu gerne vil lægge nogle af sine kræfter i styrelsen.

På en vandretur i 1997 i Vestsjælland blev der kigget en ekstra gang. En af deltagerne havde trillebør med – og i den sad hans toårige søn.
Faderen var Vagn Johansen. Han var på sin første tur med Dansk Vandrelaug. Sønnen er i dag 16 år, og Vagn har lige siden været engageret i landsforeningen. Ved årets landsmøde stiller han op til styrelsen, foreningens styrende organ.
”Jeg havde ringet til den ansvarlige for turen og spurgt om jeg måtte tage trillebør med. Sikke en idiot, tænkte hun” fortæller Vagn Johansen, som ville begge dele, passe sin søn og ud på tur. Så hvorfor ikke slå det sammen.
Episoden er meget karakteristisk for Vagn. Han har vilje og stædighed. Og så er han en supervandrer. Det var han allerede før han fik nys om Dansk Vandrelaug. Siden 1981 havde han været i marchforeninger på Lolland-Falster og Sjælland, kun med en kort afbrydelse, hvor han arbejdede i Jylland.
”Via Civilforsvaret, hvor jeg var frivillig, kom jeg i kontakt med marchforeningen, som fandt ud af jeg var god til at flytte benene og komme fremad. Jeg kom med forslag til ture for det næste år, og så var jeg ruteleder i marchforeningen frem til 1999.”
Grunden til at Vagn holdt op, var at han blev fanget af en folder med ture i Vestsjælland, udgivet af Dansk Vandrelaug Storstrøm Afd. Han ringede til kontaktpersonen i Vestsjælland, Jette Vistrup. I 1995 var Dansk Vandrelaug Holbæk Afd. nedlagt, og i 1997 holdt Vestsjællands Afd. stiftende generalforsamling.
Vagn fik hurtigt et nært samarbejde med Jette Vistrup, som blev valgt til formand for den nystiftede afdeling. Efterfølgende blev han suppleant til bestyrelsen, medlem af bestyrelsen og i 2007 formand efter at Jette Vistrup havde trukket sig tilbage.
I de første år var Vestsjællands Afd. en lille afdeling uden de store armbevægelser, men i de senere år er der sket rigtig meget. Antallet af deltagere på turene er firedoblet siden 2006 og antallet af aktiviteter steget jævnt. Afdelingen deltager i udstillinger og messer med efterfølgende ture i lokalområdet, arrangerer samkørsel og indfører navneskilte til medlemmerne, udvider turprogrammet med lange ture, aftenture m.fl.., bliver en aktiv aktør i OdsherredVandrefestival, deltager i Vandrefestival Sjælland og står for vandreturene på et højskoleophold, opdyrker kontakt til TV og dagblade mm.
”I princippet er vi næsten altid med på den værste, og så vurderer vi, om det er realistisk,” siger Vagn.
Afdelingens succes er ikke kommet af sig selv. Det kræver at man bliver ved og ved, som Vagn udtrykker det. Og at man har et godt bagland. Én mand kan ikke gøre det, understreger han selv. Han har et godt hold af bestyrelsesmedlemmer og turledere, som har hver deres ansvarsområder, og som nu er trådt i stilling, så de kan aflaste ham, hvis han bliver valgt til styrelsen.
”Vi har et godt sammenhold, går med på hinandens ture, anbefaler andre end egne ture. Nogle gange skal vi også tænke ud over vores afdelings grænser. Vi er en landsforening, og det er alle måske ikke lige bevidste om.  Jeg synes, det ville være en god idé med et rejsehold, som kunne hjælpe afdelingerne med at gribe chancen og deltage i arrangementer på landsplan.”
Ideerne flyder fra Vagn. Hans kone siger, det er hans handicap. Selv siger han, at ideerne bare kommer, han kan ikke standse dem. Afløb for dem får han bl.a. i markedsføringsudvalget og kursusudvalget. Og nu måske også i styrelsen.
”Kommer jeg i styrelsen vil jeg koncentrere mig om det, som jeg ved er mine stærke sider. Og så  vil jeg arbejde for en større synlighed af styrelsen. Afstanden mellem afdelingerne rundt omkring i landet og styrelsen skal mindskes.”
På spørgsmålet om han fortsætter som formand for Vestsjællands Afd., siger han:
”Dukker der en person op, som har evnerne og lysten, så er jeg villig til at gå af som formand med det samme. Det skal helst være, mens det går godt, og jeg ikke er udbrændt.”
”Men det skal være den rigtige person, så vi har ikke travlt,” tilføjer Vagn, som stadig vil deltage i ture. Vandringen kan han ikke undvære.

På Dansk Vandrelaugs landsmøde den 13. november blev Vagn Johansen valgt til styrelsen.

Opdateret 5.1.2011