Hvornår blev du turleder?
Jeg blev turleder i Dansk VandreLaug i 2006, hvor jeg også var på kursus på Klostermølle ved Ry. Men jeg har udarbejdet ture og været turleder helt tilbage fra 1994 i en anden privat gruppe, hvor jeg stadig er turleder en gang om året.
Hvorfor blev du turleder?
Hvorfor jeg blev turleder er der flere årsager til. Jeg synes, det er spændende at arrangere ture lige fra de allerførste spæde ideer, som jeg får på mine ture ude i både lokalområdet og længere væk i landet i forbindelse med mit arbejde. At få ideerne kædet sammen til en tur og så derefter få arrangeret prøvetur, sommetider gennem krat m.v. og ergo ruten må korrigeres så alle vil kunne være med. Selve turafholdelsen er naturligvis også spændende og hvordan deltagernes forventninger er før turstart og reaktioner efter, at turen er slut. Dertil synes jeg, at det er spændende at guide deltagerne rundt, måske fortælle lidt hist og her om hvad vi ser undervejs og små anekdoter og på den måde dele ud af min begejstring for at færdes ude.
Hvad får du ud af det?
Når en tur er blevet afholdt og det er lykkedes mig fra første ide til selve turens afslutning at evaluere mig til at jeg er tilfreds med resultatet, giver det straks mod på en ny tur ud fra nye impulser, ideer og opfordringer. Specielt godt er det, hvis en del turdeltagere kommer og siger tak for en god tur og roser turen. Det giver altid lidt ekstra selvtillid til nye ture. Et godt samarbejdet med den anden turleder er også meget værd for mig.
Har du en yndlingsrute?
Min yndlingsrute kan nok ikke kun begrænses til en enkelt. Der er så mange dejlige steder her i landet, men Jeksendalen sydvest for Århus tager jeg tit ud i, sommetider på vandring, på løbetræning eller på cykel. Men ellers er det det nordlige Himmerland, der vinder prisen som mit bedste område til ture – inkl. Rold Skov naturligvis.
Hvad er din bedste turoplevelse?
Jeg har gennem årene haft mange rigtig gode turoplevelser både som turleder, medturleder og som turdeltager. At pege på én bestemt tur bliver svært, da mange ture står i tæt konkurrence om førstepladsen. Men det er nok en tur for en del år tilbage fra Horsens til Hundslund (nordsiden af Horsens Fjord) , hvor vejr, rute og deltagere ”smeltede” sammen. En rigtig god oplevelse, der huskes til stadighed.
Er der noget, du gerne vil som turleder?
Fremtiden må så byde på nye turoplevelser og turudfordringer som fx vores Århus Marathon, der blev gennemført sidst i september, og gerne på nye/nyetablerede/uafprøvede stier. Her foretrækker jeg helst stier uden asfalt, men det er i mange områder svært at undgå.
Opdateret 11-11-10