I august bliver Odsherred for anden gang vært for en vandrefestival. For turistbranchen er festivalen en naturlig følge af det store arbejde, der er lagt i at gøre landsdelen til et attraktivt vandreområde. Ikke mindre end 280 km vandreruter kan vi vandre ad i det smukke landskab – halvdelen af ruterne er allerede skiltet, resten bliver det i årene frem. Arbejdet med at etablere stierne startede i 12008 som en del af projekt helårsturisme for destination Odsherred.
”Når vi udvikler nye oplevelsestilbud, sørger vi for, at basisydelsen er i orden, før vi tilbyder selve eventen, fortæller turistchef Hans Jørgensen Olsen, VisitOdsherred. ” I forhold til Odsherreds VandreFestival udbyggede vi således først et system af vandrestier med rutebeskrivelser, kort, servicefaciliteter m.m., før vi i 2009 var klar til at afholde Danmarks første vandrefestival. Fremover skal festivalen én gang om året sætte fokus på de mange gode vandreture i Odsherred, der også tilbyder oplevelser inden for kunst og kultur, helse og velvære og lokal gastronomi efter samme koncept, hvor de enkelte events er funderet på en solid basisydelse.”
Marathonvandring
Dansk Vandrelaugs Vestsjællands Afdeling er aktive i planlægningen af vandrefestivalen og er turledere på bl.a. maratonvandringen, der skyder festivalen i gang lørdag den 21. august. Maratonen vil denne gang forløbe på den anden side af Odsherred, nemlig fra Kongsøre til Rørvighalvøen, og turen kommer i store træk til at følge Isefjordstiens vandrerute med de mange flotte kig ud over Isefjorden.
Dansk Vandrelaug står også for flere andre ture, f.eks. en fin vandring Rørvighalvøen rundt med bl.a. ”Højsandet”, som er skabt i et samarbejde mellem mennesker og naturen. Efter de første 12 km er der mulighed for at stoppe her eller tage med de sidste 15 km, over Mårbjerg, Slette Agre og Hov Vig, et fantastisk fuglereservat.
Et varieret program
De mange andre vandringer i programmet er også med lokalkendte guider, der undervejs fortæller om Odsherreds unikke og bakkede landskab, omkranset af Isefjord, Kattegat og Sejerø Bugt.
En særlig oplevelse bliver ”Solopgang-Solnedgangsturen” til Klint, hvor man går over de syv høje til Nygård Sø og videre til Højby Sø. Museumsleder Jan Jakobsen fra Kulturhistorisk Museum støder til ved Nygård sø og fortæller om livet på og omkring søerne i fordums tid. De som har lyst, kan fortsætte til Klintsøgård og hygge med bål, mad og solnedgang ved Klintebjerg. Efter nogle timers søvn nydes solopgangen på vejen tilbage til Anneberg, Nykøbing. Bagagen vil blive transporteret, og overnatning foregår i shelters, så det kræver ikke de store forberedelser at deltage.
Blandt de øvrige ture kan nævnes:
- Tur på Hjertestien i Grønnehave Skov
- Instruktion i stavgang på Ordrup Næs
- GPS vandringer for begyndere
- Natvandring i Anneberg Skov
- Vandring i de gamle skove ved Isefjords Kyst Annebjerg-Ulkerup
- Solopgangstur
Vandre-markedsdag
Også i år afholdes den hyggelige markedsdag foran Anneberg Vandrerhjem og Odsherreds Kulturhistoriske Museum. Kom og gå på opdagelse mellem spændende boder med både vandreudstyr, lokale fødevarer og kunsthåndværk. Og besøg museumshaven med alle lægeurterne.
I umiddelbar forlængelse af markedsdagen bliver trækulsgrillen tændt, og maden kan nydes til levende musik.
Rabat på vandreture og overnatning
Alle ture koster 40 kr. med undtagelse af de to ture med forplejning, nemlig Odsherreds Maraton Vandring og Solnedgang-Solopgangstur til Klintebjerg. Disse ture koster henholdsvis 160 kr. og 120 kr. Turene betales til den enkelte turleder. Der bliver lige som sidste år mulighed for rabat, hvis man har lyst til at deltage i flere ture eller købe mad og drikke på festivalpladsen.
I samarbejde med flere overnatningssteder, bl.a. Danhostel Anneberg, Rørvigcentret, Dragsholm Slot og Feriepartner Odsherred er der udarbejdet nogle spændende ”vandrepakker”, der både inkluderer overnatning og rabat på vandringer. Læs mere om dem på www.visitodsherred.dk
Opdateret 24-07-2010