Vandreture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   DVL-butik   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Turleder Niels Staal Jensen

Portræt af en turleder

Niels Staal Jensen, Afdeling Fyn

Foto: Privat


Hvornår blev du turleder?
Jeg er forholdsvis ny som turleder. I hvert fald sammenlignet med mange andre indenfor DVL. Jeg havde min første tur i 2006, og det var i Odense Ådal.

Hvorfor blev du turleder?
I starten var det først og fremmest, fordi vi manglede turledere. DVL-Fyn havde ligget stille i mange år, indtil nogle ildsjæle besluttede, at det skulle være anderledes. Så vi startede stort set fra bunden. Alle gode kræfter var velkomne. Men efterhånden som jeg har været turleder mange gange, er det glæden ved at finde nye ture og formidle dem til medlemmerne, der er den største fornøjelse ved at være turleder.

Hvad får du af det?
Hele forløbet ved at planlægge en vandretur er en stor glæde, men det bedste er alle de gode naturoplevelser, man får. Og det gælder hele året. Den motion man får på en vandretur er også et vigtigt element. Men den fase hvor man skal finde ruten på kort og derefter lave gennemgangstur og finpudse turen er den sjoveste. Sidst men ikke mindst kommer man jo også til at kende den egn af landet, man bor i.

Har du en ynglingsrute?
Nej, egentlig ikke, men jeg havde en tur I år på Skovens Dag, som indeholdt det meste af hvad jeg forbinder med en god turoplevelse. Turen gik for en dels vedkommende på Øhavsstien omkring Fåborg, og der var flotte udsigter ud over havet. Der var slotte og fortidsminder, der var en nedlagt jernbane, og der var selvfølgelig masser af skov. Jeg må sige, at jeg holder mest af de ture, der indeholder et element af vand. Det være sig søer, åer eller hav.

Hvad er din bedste turoplevelse?
Det må helt klart være en tur, jeg havde til Flyvesandet i januar 2007, for her mødte jeg min kæreste Lotte. Turen var også usædvanlig på andre måder. DMI havde varslet orkan, og mange ringede for at høre om turen blev til noget. Jeg kunne kun sige, at jeg mødte op, og det var der heldigvis også mange andre, der gjorde. Godt nok blæste et par deltagere ned af et dige, men der var ingen
alvorlige uheld.

Er der noget du gerne vil som turleder?
Jeg vil gerne inspirere andre til at blive turledere, for de er hele grundlaget for, at DVL kan køre videre. De fleste er lidt bange for at kaste sig ud i det, men det er der ingen grund til, for selv garvede turledere laver fejl. Jeg vil også gerne slå et slag for vores formiddagsture. Ikke alle ønsker at gå så langt, som vi gør på weekendturene, og her er formiddagsture på 10 km et godt alternativ. Desuden er der faktisk en del, som senere finder ud af, at de godt kan gå langt. Så formiddagsturene er en vigtig del. Det drejer sig jo om, at vi har så mange forskellige tilbud til medlemmerne som muligt.

Opdateret 14-06-10