Vandreture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   DVL-butik   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Turleder Marie-Louise
Portræt af en turleder

Marie-Louise Cooke-Jarlø, Turudvalget Kbh.

Foto: Richard Cooke-Jarlø


Hvornår blev du turleder?
Jeg havde min debut som turleder i september 1998 med en tur for Ungegruppen. Senere samme år sluttede jeg mig så også til Turudvalget i København.

Hvorfor blev du turleder?
Dengang havde vi netop stiftet Ungegruppen og på et åbent planlægningsmøde blev alle bedt om at komme med forslag til ture. Jeg foreslog Ulkerup Skov i Odsherred og blev taget på ordet – det endte med en weekend-telttur i det fineste septembervejr, man kan tænke sig.

Hvad får du ud af det?
Først og fremmest får jeg en masse dejlige naturoplevelser især på gennemgangsturene, som jeg ofte går alene. Og så er der naturligvis alle de glade vandrere, man møder og som kan se det herlige i at færdes ude på alle årstider, også selvom det af og til kan være lidt vådt og mudret.

Har du en yndlingsrute?
Egentlig ikke, for der er så mange smukke steder og hvert sted har sin egen charme, men jeg holder meget af området omkring Rørvig. De fleste kender Rørvig som et sommer-område, men der er også dejligt om vinteren, og der er mange muligheder for at lave varierede ture med både skov, strand og åbent kuperet landskab.

Hvad er din bedste turoplevelse?
Mine efterhånden mange ture til Kullatorpet både som deltager og som turleder. Der er en særlig stemning på turene, når vi efter dagens vandring på Romleåsen samles i stearinlysenes skær i den lille stue. Vi sidder tæt, men det er utrolig hyggeligt. – Og så er det sjovt at tage en lille rejse tilbage til en tid, hvor vandet skulle hentes fra brønden, og elektriciteten ikke var en selvfølge.

Er der noget, du gerne vil som turleder?
Jeg vil gerne finde tiden til at lave nye ture med udgangspunkt i nogle af de mange fine vandreoplevelser – store og små - som jeg har haft. En af de tur-idéer, der ”bobler”, og som jeg håber, jeg en gang får mulighed for at føre ud i livet, er en tur til min mands hjemegn i det sydøstlige Wales. Det er et meget smukt område med lave bjerge, lyngklædte skråninger, små skove og fine udsigter: en vandreoplevelse, jeg gerne vil dele med andre.

Opdateret 14-06-10