Vandreture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   DVL-butik   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Vandreruter i Danmark
Walking Denmark
Vandreruter i Danmark - ny forbedret udgave

Nyt
Sådan bruger du kortet
Hvilke ruter er med
Kortene bag kortet
Kortudsnit
Køb af kortet

Interessen for at vandreferier i Danmark er i kraftig stigning. Det har fået Dansk Vandrelaug til at opdatere og relancere sit oversigtskort Vandreruter i Danmark, som er blevet et meget populært redskab til planlægning af vandringer over flere dage eller i etaper.

Kortet viser ruter over 15 km – ligesom det oprindelige kort fra 2006. Men mange nye ruter er kommet til, så antallet er kommet op på i alt 90 – dvs. 7.400 km, som du kan vandre gennem Danmark.

Kortet er i målestoksforholdet 1:500.000. På kortet er ruterne markeret, alt efter om det er internationale/nationale eller regionale/lokale ruter. De internationale/nationale ruter er markeret med rødt og deres særlige signaturer, mens de regionale/lokale er blå og markeret med tal.
En stiplet rød linje er ruter under projektering – planlagte ruter som Dansk Vandrelaug har haft kendskab til på udgivelsestidspunktet.

Nyt
Kortet er bygget op på en mere overskuelig måde end tidligere. Karakteristikkerne af ruterne er blevet mere brugervenlige. De har fokus på terrænformer, nærhed til kyst, skov osv.
Alle vandreruter er selvfølgelig opdateret – nogle er udgået, endnu flere er kommet til. Signaturforklaringen er udvidet og blevet tydeligere. Nyt er at seværdigheder er angivet, fordi mange vandrere gerne vil have kulturoplevelser undervejs. Afstikkere fra de længere ruter er også angivet. Endvidere er Skov- og Naturstyrelsens vandretursfoldere bedre angivet, og Nordsøruten og Klosterruten har deres egne signaturer.

Efter amternes nedlæggelse er flere foldere/publikationer rationaliseret væk og findes kun på internettet. Det har betydet, at der er kommet flere henvisninger til hjemmesider.

Vandreturisme temaet er også nævnt på kortet. Denne ny aktivitet med navnet Walking Denmark styres af AktivDanmark (under VisitDenmark). Det har fået mange turistbureauer til at tage vandringen op som tilbud til turister i langt højere grad end tidligere. Det har desuden gjort, at kortet Vandreruter i Danmark nu hedder Walking Denmark Vandreruter i Danmark, og at det udgives på både dansk, engelsk og tysk. I de udenlandske udgaver henvises til detaljerede foldere/publikationer i de tilfælde, hvor disse findes på de respektive sprog.

Sådan bruger du kortet
På oversigtskortet er alle ruter markeret med et nummer. Dette nummer refererer til bagsiden af kortet, hvor du finder samtlige numre med korte karakteristikker af hver enkelt rute, oplysning om længde samt henvisning til detaljeret folder eller publikation.

Detaljerede foldere/publikationer kan du – medmindre andet er angivet – få eller købe gennem Dansk Vandrelaug.

Kortet indeholder mange gode, praktiske oplysninger til dig som vandrer. Blandt andet med adresser på hjemmesider, hvor du kan læse mere om overnatning, trykte eller digitale kort, transport til og fra vandreruten og færdselsregler i naturen. GPS’en anbefales som en god følgesvend, hvis du frygter at fare vild.

Nationalparkerne er nævnt som gode vandreområder. Desuden bemærkes, at det kan se ud som om visse områder ikke har vandreruter. Det skyldes sandsynligvis, at der her kun er kortere vandreruter (under 15 km), eller at der er ruter, som ikke er afmærket eller beskrevet.

Hvilke ruter er med
Kortet har udelukkende ruteforløb med, som er afmærkede og/eller beskrevet enten i en trykt folder eller på nettet.
De længste og mest kendte ruter er selvfølgelig med. Det drejer sig om de internationale/nationale ruter Fjernvandrevejene E1 og E6.
E1 går gennem Danmark ad Molsruten fra Grenå og via forbindelsesruter ad Hærvejen til Padborg, i alt 325 km.
E6 kommer via Øresundsbroen til Danmark, strækker sig over Sjælland, og videre via Øhavsstien, Alsstien og Gendarmstien til Kruså, i alt 450 km.
De øvrige internationale/nationale ruter er Nordsøruten inklusiv Sjællandsleden, på i alt 4.900 km samt Grænseruten på 130 km. Den Danske Klosterrute er en turist- og pilgrimsvandrerute, som med tiden skal gå gennem hele Danmark, en rute på i alt 1.800 km.
Mange af disse kendte længere ruter er delt op i etaper, som dækkes af lokale/regionale kort/strækninger.
I Jylland er medtaget i alt 45 regionale ruter, bl.a. Jyske Ås, Himmerlandsstien, Mols Bjerge og Kyst til Kyst-stien. På Fyn er den mest kendte Øhavsstien. Den nye Munkebosti ved Odense er også kommet med.
På Sjælland er der 25 regionale/lokale ruter på kortet. Blandt de længste er Mølleådalen, Fjordstien og Odsherreds nye vandrestinet.
På Lolland-Falster er den længste rute på 180 km fra Nakskov til Stubbekøbing, og på Bornholm udgør kyststierne en rute på 110 km, men det trykte korthæfte over stierne er desværre nu udgået af produktion.

Kortudsnit over Sønderjylland

Kortene bag kortet
I et halvt år har en lille arbejdsgruppe under Dansk Vandrelaug arbejdet med opdateringen og relanceringen af kortet, som udkom første gang i 2006. Gruppen har bestået af Maiken Holst, Peter Møller Jensen og Inge-Lise Paulsen.
”Det har været et hårdt arbejde”, fortæller Maiken Holst, gruppens ankermand og med i AktivDanmarks udvalg vedrørende Walking Denmark. ”Amterne er som bekendt nedlagt, og det var dem, som i mange tilfælde stod for udgivelsen af de detaljerede vandrerutefoldere. Nu skulle vi finde frem til hvem der var blevet nye udgivere. Om folderne overhovedet ville blive udgivet igen – eller om de var blevet digitaliserede. Det er en kendsgerning, at flere og flere kort kun kan ses på nettet. Ærgerligt fordi mange vandrere gerne vil have kort i en god kvalitet med på tur”.

Kortudsnit
Kortet viser det sønderjyllandske område med forskellige vandremuligheder, eksempler:

Nordsøruten
3 Drivvejen (Thyborøn-Tønder)
Ikke separate kort over denne delstrækning, men info på www.northseatrail.org. I bogen "Drivvejen - ad studedrivernes spor i det vestlige Jylland" findes 30 delkort med angivelse af seværdigheder. Den har en grundig indføring i Drivvejens natur, landskab, arkæologiske spor m.m. Flere mulige alternative ruter fremgår af bogens kort og er angivet med stiplet linje på dette kort. Dansk Vandrelaug og på projektets museer.
Den europæiske fjernvandrevejene E1
8 Hærvejen (Viborg-Padborg)
E1 følger ruten fra nord for Vrads ved forbindelsesrute fra 7 Horsens-Silkeborg til syd for Bov, herfra videre af 9 Gendarmstien (Padborg-Høruphav). Del af den europæiske fjernvandrevej E1/Pilgrimsrute - den gamle hærvejs historiske forløb på den jyske højderyg. Fortidsminder, gravhøje, voldsteder og kirker. Kort på www.haervej.dk, www.pilgrimsvandring.dk med oversigt over herberger m.m. >18 Fårup Sø-Jellinge Skov-Rugballe Mose.

Køb af kortet
Kortet Vandreruter i Danmark er i A 1 format, foldet til A5. Det kan købes gennem DVL-butikken,
læs mere her

Hvis du har eller får kendskab til en længere vandrerute, som ikke findes på det nye kort, hører vi meget gerne fra dig. Send os en mail på dvl@dvl.dk.

Opdateret 08-09-09