| Stor succes for maraton på RudersdalRuten |
|
| Af Michala Mentze |
Dansk Vandrelaugs vandremaraton lørdag den 16. August 2008 forløb planmæssigt og med stor succes. 107 var med ved starten, og cirka 80 gennemførte og vandrede maratondistancen på 42,195 km. Der blev uddelt diplomer for vel gennemført maraton ved målet.
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
De to turledere, Søren P. Petersen og Karsten R. Hansen bød velkommen til vandremaratonen på Holte Station. |
|
Maratonen gik igennem smukke landskaber. |
|
Om det var RuderdalRuten, det at vandre en maraton – eller blot det gode vejr, der trak så mange mennesker, er svært at sige. Det var en stor gruppe mere eller mindre trætte deltagere, der kom i mål kl. 18.55 på Holte station. Stoltheden og glæden ved at have gennemført, skinnede igennem. Tørsten blev slukket, og snakken gik livligt, inden man drog hjem.
Start kl. 8
Kl. 8.00 samledes alle deltagerne, og turlederne gav en kort introduktion til maratonen. Snart efter gik startskuddet, og vandringen kunne begynde. Man fulgte stort set RudersdalRuten, der snor sig gennem Rudersdal kommunes smukke områder, bl.a. Vaserne, Bistrup Hegn, Sjælsø, Rudeskov, Søllerød Naturpark, Jægersborg Hegn og Mølleådalen. Enkelte steder var ruten justeret, så det blev en grøn tur uden for meget asfalt og by.
”Disciplinen var god og humøret højt,” fortæller de to turledere Søren P. Petersen og Karsten R. Hansen, som var glade for at maratonen forløb uden uheld. Nogle få havde fået vabler, en del var udmattede til sidst - og mange følte ømhed i fødder og ben dagen efter.
Det var flot sensommervejr under hele maratonen. Solskin og varmt. For nogen var det måske lidt for varmt, andre svalede sig, når ruten gik gennem skov. På grund af varmen, var det vigtigt at drikke rigeligt, helst 2-3 liter undervejs. Derfor var der også indlagt pauser, hvor man kunne fylde sine vandflasker op. Der blev også holdt en pause, hvor deltagerne blev budt på kaffe/te og hjemmebagte kager, som frivillige fra Lyngby afdeling havde stået for.
Næste år
Arrangører af maratonen var Dansk Vandrelaugs Lyngby afdeling og Ungegruppen i København. Ideen har hele tiden været at gøre maratonen til en fast tilbagevendende begivenhed på RudersdalRuten, og det blev slået fast efter dette års succes, at den vil blive fulgt op næste år. Måske med udgangspunkt et andet sted og ad nogle nye tillægsruter.
Næste Rudersdal Vandremaraton finder sted den 29. august 2009 med start fra Birkerød Idrætscenter.
Kort om vandremaratonen august 2008
| • |
Gennemsnitsalderen blandt deltagerne var 51 år |
| • |
41 pct. kom fra Rudersdal kommune, 48 pct. fra hovedstadsregionen og 11 pct. fra resten af Sjælland |
|
• |
47 var medlemmer af Dansk Vandrelaug, 60 var ikke-medlemmer |
|
|
Søren Fendsen, Skodsborg, 40 år:
Det var en fantastisk god tur. Jeg har intet at kritisere. Den var lige tilpas. Det var ikke for langt for mig, da jeg er vant til at dyrke sport og bruge
min krop. Jeg er højst lidt træt i fødderne.
Da jeg allerførst så en del lidt ældre mennesker, må jeg sige, at jeg var
lidt bekymret for, om man ville gå for langsomt. Men det var slet ikke tilfældet. Det er jeg meget imponeret af.
Jeg er ikke medlem af Dansk Vandrelaug men har set maratonen omtalt flere gange i lokalavisen Rudersdal. Jeg bor næsten på ruten, så jeg tænkte, at det ville være fedt at opleve den. Og så kan jeg godt lide at vandre. Jeg har også gået Caminoen i Nordspanien.
Lena Müller, Brønshøj, 52 år:
Maratonen var meget vel organiseret, ruten var god og meget smuk med varieret natur.
Jeg har lidt ondt i fødderne og er øm i benene her bagefter, men jeg synes, at maratonen Hillerød-Lyngby i april er hårdere. Den gik jeg for halvandet år siden. Det var også noget koldere på det tidspunkt af året. Denne tur har være tilpas i temperatur, for vi gik både i skygge og sol.
Jeg er ikke garvet vandrer og har ikke trænet ved at gå langt. Man gik ret
godt til, og det fik mig til at til at gå hurtigere, end jeg normalt gør.
Jeg er social- og sundhedshjælper i Rudersdal Kommune og fik lokket en af mine kolleger med og en af hendes løbekammerater.
Jeg tror, jeg melder mig ind i Dansk Vandrelaug efter denne tur.
Annette Hasfeldt, Smørum, 45 år, Janne Kalm, Dronningmølle, 59 år, og Jytte Wredstrøm, Smørum,
58 år, kom som de tre første i mål. De er kolleger og veninder, og efter bedriften nød de et glas champagne, som Jyttes mand serverede fra bagagerummet.
Annette:
Jytte og jeg løber sammen, så vi er godt rustet. Jytte hev mig med på maratonen, men jeg ville nu også gerne have gjort det alene. Vi blev enige om, at vi altid kunne gå fra undervejs, som der stod i annoncen. Det beroligede os. Og så blev vi de første i mål. Men vi er nok alle tre meget stædige og udholdende.
Jeg havde udstyret mig med en kasket, som jeg blev glad for, samt energibar, energidrik, Panodil og Compeed, som vi nu ikke fik brug for, og en homøopatisk gelé, som varmede og løsnede musklerne. Det var rigtig godt. Næste gang vil vi huske et elastikbind, hvis nogen skulle vrikke om eller lignende.
Jeg ved ikke, hvordan jeg har det i morgen, men jeg glæder mig til at fortælle kollegerne, at vi gennemførte. De troede ikke på os. Nu skal vi hjem og have fodbad og slappe af.
Janne:
Det var en meget flot tur. To turledere havde bagt hele dagen til os, æblekage, drømmekage, chokoladekage mm. Og så blev vi budt på noget at drikke et par steder.
Jeg har trænet for at gå denne maraton. Jeg gik med stave hele vejen, hvor jeg kunne, og det var dejligt, at der ikke var asfalt på ruten. Det er fantastisk at se, hvilke skønne områder, Danmark kan byde på, og undervejs fortalte Søren P. Petersen spændende om, hvad vi passerede.
Til september skal jeg deltage i DHL-løbet, og til april vil jeg gerne gå maraton med Dansk Vandrelaug igen. Inden da vil jeg deltage i nogle af Lyngby afdelings længere ture. Jeg har meldt mig ud af Dansk Vandrelaug, for jeg troede, man kun måtte deltage i sin lokale afdelings ture, men det er jo slet ikke tilfældet. Nu vil jeg nok melde mig ind igen.
Jytte:
Jeg så Dansk Vandrelaugs medlemsblad Fritidsliv på biblioteket. Jeg har løbet en halvmaraton, så jeg ville gerne prøve en vandremaraton og mærke, hvordan det føltes at gå hele distancen. Jeg løber regelmæssigt, så jeg er i god form. Det var en flot tur, og vejret var med os, og vi fik en masse gode impulser fra de mange med-vandrere. Lige fra at det er en god idé at pudre sine sokker til hvor der er godt at vandre i Sydeuropa. Vi har snakket med mange og haft et hyggeligt samvær.
Det er ikke sidste gang, jeg går med Dansk Vandrelaug, og jeg vil måske melde mig ind.
Opdateret 18-10-08