Vandreture   Lange ture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Turlederprisen 2009
Det var en dag midt i marts, vinteren var ved at løsne sit jerngreb, men sneen lå stadig tyk i Salling, vest for Flyndersø. En spændende tur, arrangeret af Viborg og Herning Afd., fik et overraskende islæt, da Karen Jensen fik overrakt Turlederprisen 2009 af Markedsføringsudvalget.

Af Michala Mentze
Foto: Vagn Olsen

Karen Jensen har et ganske særligt jubilæum i år. Hun har været turleder i 30 år i Dansk Vandrelaug – og hendes indsats gennem alle disse år har gjort, at hun er blevet hædret med Turlederprisen 2009. Indstillerne er gamle kolleger i afdelingens bestyrelse.

Karen er lidt af en strejfer, som hun selv kalder det. Hun drev en lægepraksis i Viborg, og i sin fritid tog hun ofte og gerne på vandre- og cykelture i Danmark. Og det gav hende et indgående kendskab til landet.
”Det var en af mine patienter, som fortalte om den forholdsvis nystartede afdeling af Dansk Vandrelaug i Viborg.  Og så blev jeg fristet til at møde op - og fandt hurtigt ud af, at vandrere er nogle dejlige mennesker at være sammen med.”

Når du var praktiserende læge, var det så ikke sundheden, som du ville fremhæve?
”Nej, det tænkte jeg ikke så meget på dengang, som yngre. Hvis det kun er motion, man går efter, så kan man få det på så mange andre og mere effektive måder. Men da jeg i mit arbejde var så meget inden døre, havde jeg brug for at være ude i min fritid.”

Det varede ikke mange måneder, førend Karen var turleder. Når det nogle gange kneb med at komme på turene for hendes lægevagter, hjalp hun med at planlægge turene. Der gik adskillige år, inden Karen kom på et egentligt turlederkursus.
Viborg Afdeling er forholdsvis lille, men ”tilpas i forhold til hvad Viborg kan bære”, mener Karen. Men samtidig glæder hun sig over, at afdelingens medlemstal stiger år for år. For ti år siden havde afdelingen 55 medlemmer, i dag har den 111. Og i gennemsnit er der 32 med på hver tur. Afdelingen har en dagtur om måneden året rundt, og derudover syv aftenture fra og med maj til september.

Hvad er det, som gør, at du er blevet ved i så mange år som turleder?
”Det, som altid har interesseret mig, er at stå for ture til steder, som folk ikke har drømt om at komme. For eksempel har jeg sjældent lavet ture til Dollerup Bakker. Og så vil jeg helst stå for vores længere ture, dem på 15-20 km. Når jeg først er kommet hjemmefra og har smurt madpakken, vil jeg gerne kunne sætte hele dagen af.
Både naturen – fugle, planter, træer osv. - og alle de historier, der knytter sig til vandreruterne, vil jeg gerne fortælle om.”

Har deltagerne tid og lyst til at stoppe op og lytte?
”Ja, vores medlemmer er meget glade for at høre noget undervejs. Nogle gange kommer folk også med input. Vi har ikke så meget fart på. På vores dagture tager vi os desuden tid til at smøre og spise turlederens hjemmebagte boller.”

Hvem er det som går med på jeres ture?
”Det er aldersmæssigt dem på 45 år og derover. Vi har et aktivt kvindeligt medlem på 85 år, som spæner op ad bakkerne. De fleste ældre er jo ikke nedslidte i dag og vil gerne noget andet end konkurrencesport, som mere er for de unge.”

Er afdelingens ture nok til at du kan holde dig i form?
”Hver uge mødes jeg med nogle andre turledere, som jeg strejfer rundt med og undersøger nye og gamle ruter. Det giver mig regelmæssig motion, og så cykler jeg også meget.”
Karen har siddet i mange år i Viborg Afdelings bestyrelse.
”Jeg forlod arbejdet ved sidste generalforsamling – for jeg kan se, at bestyrelsen kører fint uden mig. Allerede da vi vores gamle formand gik af for to år siden, overvejede jeg at sige stop. Fremover nøjes jeg med at træde til, hvis der er brug for det, og desuden tager jeg mig stadig af vores turfolder og hjemmeside, indtil den nye bestyrelse ønsker at tage over.”

Er du IT-nørd?
”Nej, jeg har ikke nogen uddannelse inden for IT, men jeg er nok minded for det rent tekniske. Jeg stod for afdelingens hjemmeside, da den blev oprettet som den første hjemmeside for en afdeling i DVL i slutningen af 90’erne. Og lige siden har jeg haft med den at gøre og hjælper også gerne andre afdelinger. I nogle år sad jeg i landsforeningens internetudvalg.”

Hvad siger du til, at du har fået turlederprisen?
”Jeg vidste ikke noget om at jeg fik prisen. Jeg havde slet ikke tænkt på den mulighed. Jeg er glad for, at nogen, som kender mig, synes, at jeg har gjort mig fortjent til den og har indstillet mig. Jeg er naturligvis glad for at Markedsføringsudvalget valgte mig som Årets Turleder 2009, men selve indstillingen er det der for mig tæller mest.

Opdateret 04-05-2010