Hvornår blev du turleder?

I 1979 blev jeg turleder i Turudvalget København, nok ikke fordi det var det jeg søgte, men den første weekendtur jeg nogensinde var med på i oktober 1978, fik ”skyld for det hele”. En weekendtur til Fanø med Finn T. Sørensen som turleder. Overnatning i en spejderhytte, hvor vi sov i ”lange baner”, 14-16 mænd og kvinder tilfældigt liggende ved siden af hinanden, madlavning, rengøring osv. som fællesprojekter. Vi fik bakskuld og hvidvin, folkedans i hytten men også på stranden og i klitterne (!) og den sønderjyske natur jeg elsker så meget og oven i købet et fællesskab af dimensioner – helt utroligt.
Pragtfulde ture gennem klitterne, langs stranden, gennem fiskelejerne Nordby og Sønderho med de smukke, gamle gårde - men der var også blæst, havsprøjt, fugleliv og rav, hoppe over vandgrave, krydse pigtrådshegn, holde frokostpause i ly af klitterne. Der var så meget, jeg fik lov til at dele med andre, sammen med andre jeg aldrig havde mødt før!
Det endte med jeg blev ved hver eneste weekend, siden hen både lørdage og søndage.

Hvorfor blev du turleder?
For at sige det ligeud: Kære Finn det er sgu din skyld - og vidunderlige Fanø. På Fanø blev bunden lagt! Og efter Fanø tænkte jeg, hvis jeg nu kunne bruge mine egne, talrige vandreture i Vandrelauget, ture jeg har gået i mange år på kryds og tværs i Nordsjælland.
I begyndelse af 1979 mødte jeg for første gang Gregers Sørensen og Niels Chr. Frederiksen fra Turudvalget, allerede den gang to dygtige og profilerede turledere som viste en enestående evne til at formidle naturen, at sprede glæden blandt deltagerne og nyde naturen i fællesskab. Det var i marts 1979, Gregers spurgte mig, ”om jeg kunne tænke mig at blive turleder”. (I mellemtiden var jeg blevet en slags ”stamkunde” hos Gregers og Niels Christian). Ja, det var måske lige det: Vise folk ”mine” turområder, formidle noget af glæden, jeg føler i naturen, opdage og bruge naturen – være sammen med ligesindede og dele oplevelserne. Det var egentlig det jeg så som essensen i at blive turleder og gør det stadigvæk, ikke det at være turleder – men bare være den blandt de fremmødte, som gerne viser og deler sine ”turskatte”.

Det begyndte med lørdags- og søndagsture, som efterhånden omfattede også busture, weekendture både som teltture og vandrerhjemsture, det blev til påsketure og ferieture, emneture så som øture, sjællandske søer, ”trilogier”  osv. Jeg fortsætte også som turleder på Lofoten i Nordnorge, i ”Lofoten Turlag”, mens jeg boede derop en årrække – men det er en helt anden historie.
Der skal i og for sig ikke så meget til for at lave en spændende og varieret tur og med en grundig gennemgangstur på forhånd skal det nok gå galt - nogle gange. Og deltagerne er så utroligt søde og forstående, når turlederen har dummet sig, og hukommelsen svigter i et afgørende øjeblik: Skal vi nu dreje til venstre - eller er det først næste gang, men måske til højre. Og når en deltager spørger: Er du sikkert på, du har været her før, men vær rolig, jeg har mad nok - også til dig. Forstår du, det er også det, som giver mig så meget.

Eneste kriterium, jeg stiller til hver eneste tur: Variation, en ”god” blanding af skove, marker, søer, landsbyer, også små og gamle landeveje, åer, osv. Mangfoldighed er nøgleord for mig.

Hvad får du ud af det?
Før i tiden, når jeg gik mine egne ture, blev oplevelserne nogle gange uoverskueligt store, og jeg følte, det var ikke altid let at bearbejde alt det smukke, storartede, jeg fik oplevet. Som turleder får man umiddelbar feedback, folks bemærkninger undervejs, og når turen er afsluttet, får jeg hver gang indikation om turen ramte plet - eller ikke. Nogle synes turen blev alt for lang eller for kort, der har været alt for mange pauser eller alt for få pauser og når det er koldt, er pauserne alt for lange, når det er varmt, er de alt for korte, og der hvor vi sidder, blæser det alt for meget, og udsigten er alt for dårlig. Men herregud: Samtidig føles det som en bekræftelse og opfordring til at fortsætte. Lysten til at dele denne ubeskrivelige glæde med andre mennesker er siden hen bare vokset.
Vi er – gudskelov – så forskellige i Vandrelauget, men turglæden er motoren som driver os ude i al slags vejr, året rundt, igen og igen.
Deltagerne og turlederen kan have nok så forskellige opfattelser af hvad der skaber en ”god” tur, men de fleste er sikkert enige med mig: Naturvandringer i fællesskab og det at dele glæden og nyde det sociale samvær, det finder du  ikke mange andre steder – det synes vi om.

Har du en yndlingsrute?
En yndlingsrute - en? Gud, der er mange, men et område jeg også elsker ligger vest for Rønnede og Kongsted og strækker sig op mod Haslev i nord. Kuperede skove, store marker, gamle herregårde så som Vester Egede, Gisselfeld og Bregentved, yndige søer; gamle, hyggelige landsbyer, smukke alleer, engområder – næsten de fleste af landskabstyper vi har i vort lille, vindunderlige land. Her kan man boltre sig rundt i årevis, lave hver gang en helt anden tur, muligheder er der nok af, og her har jeg lavet en del ture igennem årene.

Hvad er din bedste turoplevelse?
En helt speciel oplevelse havde jeg engang i 80’erne. De fleste af os ”gamle” DVL´er husker sikkert Rudolf. Nej ikke ham med den røde næse, nej, en af vore trofaste deltagere igennem mange år, den gang allerede fyldt 80 år. Jeg havde en gang tur i Vestsjælland, i et område med bl.a. fugtige enge og en i og for sig krævende tur på ca. 22 km. Der var steder, hvor vi måtte hoppe fra tue til tue for at komme nogenlunde tørskoet igennem. En udfordring, ikke for Rudolf, men for nogle af deltagerne. Rudolf, flink og hjælpsom som han altid var, så, at af en af kvindelige deltagere havde problemer med at hoppe fra tue til tue og var begyndt at sakke bagud. Rudolf tog resolut deltageren i hånden og sagde: ”Kom så min lille pige, nu skal jeg hjælpe dig..” Den ”lille pige” var efter mit skøn i midten af tresserne.

Er der noget, du gerne vil som turleder?
Jo, først og fremmest få folk til at forstå, at vi ejer en unik skat i Danmark: Vores natur. For alt i verden lad os bevare det vi endnu har til glæde for vores børn og børnebørn og fremtidige generationer. Give respekten videre til andre. Vi har et enormt ansvar, lad os forvalte naturen i fællesskab for fællesskabet. Jeg ønsker at få folks øjne åbnet, give dem medansvarsfølelser, men også give impulser til at fortsætte og også gerne på egen hånd ”udforske” vort land. Jeg tror, vi desværre stadigvæk er alt for få, som bruger denne skat, så derfor lige en opfordring til dig, kære læser: Tag dine venner med, tag ungerne med, lad os blive flere – vi har plads nok både i naturen og i Vandrelauget!
Brug naturen, men med omhu og respekt, der sker så meget på kloden, enorme områder er allerede blevet ødelagt for altid af menneskers grådighed men også på grund af uvidenhed og dumhed.
Og til sidst: Jeg tror ingen af deltagerne nogensinde har været uenig med mig i: Det er ikke bare dejligt at komme ud i naturen, men det er også godt for ens helbred, det er en fantastisk medicin, som man i længden godt kan blive frygtelig afhængig af! Jeg tilstår: Jeg er uhelbredelig afhængig, jeg tror jeg er naturnarkoman.

Og til sidst et suk: Vi har brug for flere turledere. Vi er en uddøende race.