Vandreture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   DVL-butik   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Turleder Gerda Weng
Portræt af en turleder

Gerda Weng, Kolding Afdeling

Foto: Henning Jensen

Hvornår blev du turleder?
Jeg har været medlem af Dansk Vandrelaug i rigtig mange år, mere eller mindre aktiv. Men efter at jeg er blevet pensionist, har jeg fået bedre tid til at deltage i de aktiviteter, som foregår i afdelingen og til at deltage som turleder. Jeg var i efteråret 2008 med på et turlederkursus. Det gav indblik i hvad der kan forventes af en turleder og det var et godt sted at få lyst og mod på at prøve kræfter som turleder og få nogle rigtig nyttige redskaber til at håndtere de situationer, der kan opstå på en tur. I Kolding har vi en meget aktiv afdeling, som forventer, at hver turleder har mindst tre ture om året. Vi har desuden kursus i førstehjælp hvert andet år. Vi har en aktiv formand, som gør et stort stykke arbejde i afdelingen og er god til at finde nye ture, gerne lidt længere ture i spændende terræn.
 
Hvorfor blev du turleder?
Fordi jeg altid har haft en stor glæde ved at være med på de ture, som andre har haft ulejligheden med at tilrettelægge. Så  jeg vil gerne give lidt igen ved at være med til at tilrettelægge nogle ture. Jo flere der vil prøve at være turledere, desto mere varierede ture kan vi få i afdelingen.
 
Hvad får du ud af det?
Glæden ved at være sammen med andre, som kan lide at vandre og et dejlig samvær på turene. Gode oplevelser i naturen. Kendskab til nogle lokaliteter, som jeg ellers aldrig ville få kendskab til.
 
Har du en yndlingsrute?
Jeg har et par stykker. En gennem Hylkedalen her i Kolding, den er på 7 –8 km. Den har jeg gået eller løbet igennem rigtig mange år både sommer og vinter, om dagen og en gang imellem om natten. Det er en rigtig dejlig tur både alene og sammen med andre, en passende distance til at få ro i kroppen og få styr på tankerne.
Så er der Caminoen i Spanien, som jeg flere gange har været på. Første gang i 2004 hvor jeg cyklede den fra Saint-Jean-Pied-de-Port og til Santiago. Det var virkelig en øjenåbner. Mødet med alle de dejlige mennesker fra den ganske verden, at høre historien om pilgrimmene, der  gennem århundreder har vandret den lange vej. Jeg var fuldstændig klar over, at det skulle jeg prøve igen.
Året efter tog jeg igen af sted. Denne gang med vandrestøvlerne og rygsækken på. Det var nok den bedste måde at opleve Caminoen på.
 I 2006 var jeg med på turen, som DVL og Gislev havde arrangeret. Det var rigtig dejlig at være med i en gruppe og have andre at dele oplevelserne med, også efter hjemkomsten.
Jeg glæder mig rigtig meget til at gense ruten i år og til at følges med en ny flok, som skal opleve Caminoen og dens stemning, måske for første gang.
 
Hvad er din bedste turoplevelse?
Det er svært at fremhæve en enkelt oplevelse for der har været rigtig mange gode og sjove ture . Det er jo ofte de oplevelser, som ikke går helt efter planen, der bliver husket, og som giver anledning til et godt grin bagefter. Men også de mange smukke naturoplevelser, fx en blomstermark eller en blomstrende æbleplantage om foråret.
 
Er der noget, du gerne vil som turleder?
Jeg vil gerne være med til at gøre DVL til et godt sted at mødes i samvær med andre, som har samme lyst til at vandre. Være med til at der er både korte og lange ture, så at så mange som muligt kan finde en tur, som passer dem.
Og så vil jeg gerne være med til, at vi får nogle spændende ture i udlandet. Der er mange, som har lyst til at se lidt af verden sammen med DVL. Jeg skal i år være med-turleder på vandreferien til Tjekkiet i påsken og turleder på Caminoturen i september.

Opdateret 02-03-09