Vandreture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   DVL-butik   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Tur til Malaysia og Singapore

Turen til Malaysia og Singapore februar 2009

”Det var en mørk og stormfuld nat” passer ikke helt til denne kolde, mørke februar eftermiddag, hvor 14 medlemmer spændt mødtes for en tur til varmen og oplevelserne i det fjerne. Og oplevelser blev der mange af. Rejsen var i tre hoveddele, som er beskrevet af forskellige deltagere. Det er tre meget forskellige beretninger.

Af deltagerne på turen
Foto: Anne-Lise Lemche

To mudrede floder
(Det er, hvad Kuala Lumpur – også kaldt KL - betyder)

Vi havde bestemt os for en længere rejse og fandt frem til DVL´s tur til Malaysia og Singapore. Vi fik tilsendt rejseplanen og talte flere gange med Anne-Lise og Russell om denne rejse, hvad det indebar af kondition, udstyr m.m., men vi blev guidet så godt, at vi valgte denne tur. Alligevel var vi spændte på rejsen.
Vi har ikke fortrudt, vi valgte DVL, og vi er ikke i tvivl om, at vores medlemskab vil give os mange flere og spændende oplevelser, da bladet indeholder en masse spændende ture i ind- og udland.
Vores lange rejse startede i Københavns lufthavn, hvor vi skulle mødes med de andre deltagere. Flyveturen KBH via Amsterdam til Kuala Lumpur tog ca. 15 timer, hvilket betød, at vi fløj hele natten. Vi ankom til hotellet i KL om eftermiddagen, og efter et tiltrængt bad gik vi ud for at få vores aftensmad, hvilket ikke var noget problem, idet der på hver side af gaderne ved hotellet var gadekøkkener, som tilbød lidt af hvert til meget billige priser. Efter et godt måltid gik vi på indisk natmarked og derefter kinesisk natmarked. Så var det tid til at vende hjem til hotellet og få os en god nats søvn.

Anden dag på vores rejse startede med en vandretur i KL by, hvor vi besøgte blandt andet et kinesisk klantempel, et hindu tempel og muslimsk moské. Om eftermiddagen besøgte vi nationalmuseet og en stor fuglepark.

Tredje dagen blev vi hentet om morgen i bus, som kørte os til en kaffeplantage og en gummiplantage ca. en times kørsel uden for KL. Derefter besøgte vi en kartoffelavler, hvor der blev dyrket både røde og hvide aflange søde kartofler, og vi så, hvordan de blev lavet til kartoffelchips.

Fjerde dagen besøgte vi Batu Hulerne, som er en hindu tempelgrotte. For at komme til grotten skulle vi op ad 272 trin og på vejen op møde en del aber, som var meget nysgerrige. Derefter fortsatte vi til et skovforskningsinstitut, hvor vi fik en fornemmelse af, hvordan det er at opholde sig i regnskoven og gå Treetop walk.

Femte dagen sagde vi farvel til KL og begav os mod nordøst mod byen Jerentut. Herfra sejlede vi i langbåde i ca. 3 timer op af floden til Taman Negara National Park. Det var en fantastisk flot tur.

Karen og Finn Nielsen
(Karen og Finn havde ikke været medlemmer af DVL før de besluttede sig for denne tur)

Ved en 4 timers bustur tværs over de kølige bjerge skiftede vi KL’s pulserende liv ud med den rolige regnskov Udover at være utrolig smuk, var bådturen starten på en rejse tilbage i tiden.

En anderledes skov
Vi skal på rejsens længste annoncerede vandretur, 9 km i den fredede regnskov Taman Negara, hvor vi er indkvarteret i hytter i et smukt, smalt parkområde mellem den stejle flodbred og regnskoven.

Til vor overraskelse mener guiden, at den planlagte tur vil være for krævende og langvarig og anbefaler i stedet den halve længde. Ved han da ikke, at vi er vandreerfarne ramblere, som uden problemer kan gå 10 - 20 km? Men vi skal blive klogere. Det har regnet kraftigt om natten, så sko og støvler sprøjtes omhyggeligt mod igler. Forsynet med en lokal guide går vi til skovs. Regnskoven er ikke voldsom tæt, men består af planter, buske og træer, som vi ikke kender. Guiden forklarer: Denne lian er hul og rummer rigelig drikkevand til en dags overlevelse. Af denne lille plante udvindes parfume, prøv selv at knuse nogle blade mellem fingrene og lugt. Kvinderne især flokkes om planten, knuser bladene og lugter til saften: Aaaaadddr råber de, og guiden griner, for lugten er som lort.
Vi får hurtigt travlt med andet. En har opdaget igler på sine ankler, og alle kigger interesseret, hvordan de sidder godt fast og må hives af med et snuptag. Iglerne står lige op som tændstikker på bladene på stien og venter på en vært. På ingen tid entrer de støvlerne og bider sig fast i de lækre danske ben. Alle har dem, ofte flere ad gangen, og det giver mange små stop, hvor igler skal findes og fjernes. Ikke alle igler opdages rettidig. Nogle når op på låret og afslører sig som store røde plamager på bukserne. Iglerne er ganske ufarlige, og på vore øvrige regnskovsture har vi ikke mærket dem. Stien er leret og glat. Nogle småkløfter har gangbroer andre må forceres med reb og fælles hjælp.

Efter 2 1/2 times vandring er vi nået ca. 3 km frem og har intet imod at indtage de ventende lange og smalle flodkanoer, som med larmende påhængsmotorer bringer os i god fart flere kilometer op ad floden. Vegetationen hænger fra bredderne ud over floden. Ofte får vi øje på den smukke isfugl, større og med andre farver end den danske art. To oddere dykker i det lave vand ved bredden. De er længe væk, indtil vi ser en flok småfisk springe for livet op af vandet, jaget nedefra af odderne.
Bådførerne er rene virtuoser til at manøvrere de lange kanoer gennem mange små stenfyldte vandfald. Kraftige sprøjt kan ikke undgås, og alle får en skylle, hvilket ikke generer, da lufttemperaturen er over 30 grader. Frokost indtages ved store afrundede klipper, som rager ud i floden og danner rolige laguner velegnede til fodbad.

Dyrene omkring os
Vi sejler tilbage til nogle timers hvile i vor ressort. Leguanerne søger fredeligt føde i græsset mellem hytterne og lader sig ikke forstyrre af vort nærvær og fotografering. De har forskellige farver og mønstre og er op til en halv meter lange. Ikke at forveksle med den mere end en meter lange varan, vi skulle få at se i Singapore. Et vildsvin traver tværs over området. To tynde grønne og hvide slanger holder til i et limetræ. Selv om de skulle være fredelige, prøver personalet at ryste dem ned, men slangerne foretrækker træet. En stor flok langhalede aber holder også til i ressorten. De er stærkt underholdende, parrer sig ofte, hugger mad fra uopmærksomme turister og skændes jævnligt og højlydt om parringsretten til hunnerne. Forsøges madtyveri fra den helt åbne restaurant, viser personalet blot en stor tøjløve, som få aberne under skrig og skrål til at flygte op i de omgivende træer.

Samme aften i fuld mørke viser en guide os eksempler på regnskovens dyreliv. Et par hjorte græsser roligt 100 meter fra vort skjul, og generes ikke af vore kraftige lygter. En syngende cikade på størrelse med en tændstikæske tages op, vises frem og sættes forsigtigt tilbage. Den har kun få ugers levetid. Et par træskorpioner i parring, tæt ved en sort edderkop på størrelse med en barnehånd, en syngende græshoppe så vellignende et blad, at guiden også må tage den op i hånden, før vi ser den. En stillesiddende fugl lige over vore hoveder. Ildfluer. Ingen af dyrene skæmmes af vore lygter og fotoblitz.

Vandring i trætoppene
Trætopvandring er også kendt fra Danmark og andre lande. Mellem de største træer spændes stålwirer, som bærer en let gangbro, der gyngende og vippende tillader den dristige at balancere fra det ene træ til det næste, op til 50 meter over skovbunden og med en samlet længde på ca. 500 meter. Også dem i gruppen, som lider af let højdeskræk, bider tænderne sammen, beder til de højere magter og får som de øvrige en stor oplevelse, specielt ved atter at have fast grund under fødderne.

Igen ad floden gennem vandfaldenes sprøjt til en lille landsby med oprindelige folk, orang asli, der som nomader i primitive hytter lever af regnskoven som jægere og samlere. Kun salt og tobak indkøbes. Dyr nedlægges med giftpile fra pusterør, hvor bytte f.eks. aber kan nedlægges på 100 meters afstand. Dyr på jorden regnes for urene og jages ikke.
 
To hele dage har vi i regnskoven. På vej mod Singapore kører bussen udenfor den fredede regnskov med dens mangfoldighed af flora og fauna. Det dyrkede land består her af uendelige og ensartede plantager af oliepalmer. Kvægflokke græsser mellem træerne og krydser af og til vejen, så bussen må bremse hårdt op. Kl. 2 om natten stiger vi på toget, som i løbet af 8 timer skal bringe os fra orang aslis hytter til Singapores skyskabere. I liggevogn med midtergang og køjer i to etager til begge sider installerer vi os, trækker gardinerne for, og vågner ved daggry med kig ud af vinduerne til skov, plantager, primitive boliger, hindutempel og de første højhuse i det sydligste Malaysia, som kun et smalt stræde skiller fra østaten Singapore.
  
Detlef og Grete Kestner  
At køre over det smalle stræde, der adskiller velordnet Singapore fra det afslappede Malaysia er en brat opvågning! Det er som at skifte tidsalder, som den sidste beretning vidner om.

Singapore, verdens trafikknudepunkt
Siden 1965 har Singapore været en selvstændig republik, men byen blev grundlagt af Thomas Stamford Raffles i 1819. De fleste af os forbinder Singapore med en fantastisk ren by med en masse forbud, og dette holder i høj grad stik. Mange forskellige nationaliteter har indtaget byen med overvægt af kinesere, men også malajer og indere præger gadebilledet. Her lever de ca. 5 mill. på et område på størrelse med Bornholm i god forståelse for hinanden, med en glimrende økonomi og en skrap lovgivning. 85 % bor i offentlig ejet ejendom.

Der er trygt og rart at færdes i Singapore, og landet gør meget for at sørge for grønne områder til dyrkning af gang, løb og cykling. Det erfarede vi, da vi en dag var sammen med den lokale naturklub. Vi blev ledt gennem grønne parker til Singapores højdepunkt og gennem en moderne treetopwalk, som er en gangbro på flere km, højt over trætoppene med enkelte 100 m træer i samme højde. Denne tur gav et stort udbytte på mange leder, da de lokale var udadvendte og fortalte om de fugle, vi så og om samfundsforholdene i Singapore.

Vores vandregruppe søgte selvfølgelig ud i grønne områder. Her kan nævnes Singapores Botaniske Have, som er overvældende stor med blandt andet en evolutionshave, et væld af forskellige åkander, ingefær have, Swan Lake og selvfølgelig den fantastiske orkidesamling, som vi ikke kunne løsrive os fra, da det ene sceneri var flottere end det andet.

Singapores Zoo ligner ikke nogen anden Zoo i verden, ikke mindst på grund af størrelsen. Området er uden de sædvanlige bure, men dyrene holdes adskilt fra publikum ved bakker, vandløb, gangbroer og enkelte hegn. Dette betyder, at man skal lede lidt efter dyrene for at finde dem. En helt speciel oplevelse var det at komme på nat safari. Her kunne man gå rundt og finde de dyr, der var natdyr. Lydene og lugtene gav en helt overvældende oplevelse. Savannedyrene kunne man køre rundt i bus for at opleve.

Pulau Ubin er en ø mod nordøst, og her har tiden stået stille, og forholdene er som i 1970. Vi gik øen rundt med en guide, som fortalte om øens dyre- og planteliv. Her lever kun få mennesker, som især ernærer sig ved fiskeri. Det var nok den dag, vi alle svedte et par liter, og hvor en citrondrik smagte allerbedst og gav nye kræfter.

Et andet naturreservat vi besøgte, var Sungei Buloh, dejlig langt væk fra bebyggede områder. Her kunne vi i mangroven blandt andet se adskillige fugle, varaner, dyndspringere og krabber.

Den sidste dag skulle vi heldigvis ud på endnu en vandretur i regnskoven, før vi skulle sidde stille de mange timer hjem i flyet. Selvom Treetopwalken var lukket denne mandag, fik vi en dejlig tur i et spændende regnskovsområde med særdeles nysgerrige aber. Her skulle man holde godt fast på poser, tasker og vandflasker.

Udover vandreture i grønne områder, fik vi også gennemtrasket byen med Chinatown, Arab Street, Little India og forlystelsesøen Sentosa, så vablerne florerede steder som midt under fødderne, hvor vi aldrig tidligere har prøvet at få dem. Den fugtige varme med enkelte regnbyger og de mange varmegrader var ret befordrende.

Al slags mad kan købes i Singapore, så da risene begyndte at fylde for meget i maverne, var vi en efterhånden større flok, der kom til at sværge til italiensk mad.

Inger Green–Petersen og Else Holleriis
Fyldt til bristepunkt med indtryk og oplevelser fra to spændende lande i Asien og træt efter den 16 timer lange rejse, tog vi vemodig afsked med hinanden i Kastrup lufthavn efter 19 dages spændende vandreferie sammen.

Russell Morris, turleder, Nordsjællands Afdeling

Opdateret 01-11-09