Flyet var fyldt med højt humør og høje forventninger, da det landede i Dublin Lufthavn. Endelig skulle flere måneders træning bruges i praksis, da gruppen på 13 deltagere steg af flyet for at vandre i det bjergrige område Wicklow, syd for Dublin.
Turen var planlagt med hovedvægt på vandring i bjergene. Overnatning og forplejning foregik på de lokale ”Bed and Breakfast”. Vi fandt hurtigt ud af, hvorfor vores irskfødte guide, Abigail, havde været så ivrig efter at få os ud at trave langt og hårdt i Danmark. En god fysisk form er en rigtig god idÈ, hvis de irske højder spiller med musklerne.

Vindkamp
Når det vildeste vejr, man har oplevet, er ved Vesterhavet, bliver man overrasket over hvor barsk vinden i bjergene kan være. Det hændte, man måtte ned på alle fire, når fornemmelsen af at blive løftet op fra klipperne af vinden blev for stærk. Det sætter sine spor, når man vandrer seks timer med en fornemmelse af at spænde hver eneste muskelfiber i kroppen for ikke at vælte omkuld. Ud over en voldsom, men euforisk træthed om aftenen, begyndte bukser, der tidligere sad til, at glide ned, så en livrem blev nødvendig. Energiforbrændingen var enorm. Belønning for anstrengelserne kom, når et teatertæppe af regn og tåge blev trukket til side. Det åbenbarede en udsigt, der førte blikket ud over gyldne bjerge, der strakte sig i det uendelige.

Guldårer
Irland er ikke grøn, men gul på denne årstid. Meget gul. Det skyldes busken tornblad, som blomstrer i maj og spreder en duft af vanilje.
Som gyldne guirlander snor brede bånd af tornblad sig op af bjergene. Forklaringen skulle være, at den hårde, uforsonlige torneplante er effektiv til at indhegne de uldne, hvide prikker, som man, på afstand, kan se bevæge sig rundt på stort set alle skråninger i Irland. På denne tid af året er der som regel to, mindre, hvide prikker i hælene på hver større hvid prik. Det er sæson for lam. En af slagsen, et vædderlam så lille, at den stadig havde en rest navlestreng, kedede sig åbenbart. Trods sine mange jævnaldrende legekammerater, gjorde den et ihærdigt forsøg på at forcere hegnet og tilslutte sig vores vandregruppe. Eller også forsøgte den at undslippe sin senere skæbne, på middagsbordet i ”Glenmalure Lodge”, den næste ”Bed and Breakfast”, hvor vi overnattede. Her var der endelig et menukort med lam, som var underlig fraværende på de fleste menukort i fårenes land.
 You made it! sagde en ældre, langskægget gubbe anerkendende, da vi endelig kunne smide vandrestøvlerne uden for Glenmalure Lodge, det sidste stop efter bjergvandringen. Det skulderklap lunede. Lige som det lunede at komme ind i den lavloftede pub, som hørte til stedet. God mad, en potte Guiness og den gode stemning, som kendetegnede hele turen, fyldte lokalet.

Havevandring
På dagen for en hjemrejse bliver man nemt rastløs. Nu vil man bare hjem. Vi undgik for meget ”hjemfeber” ved at udnytte den sidste dag med et besøg i ”Powerscourt Garden”  i Eniskerry. Det friserede og tæmmede haveanlæg stod i skærende kontrast til bjergene, der tårnede sig op som en kulisse i havens baggrund. Her kunne vi se over på den natur, vi havde nydt godt af på godt og hårdt. Med den udsigt blev kontrasten mellem tæmmet og utæmmet natur slået stort op.

Gravko
Haven var i sig selv balsam for sjælen. Med forskellige historiske og geografiske stilarter inden for havearkitektur. Der til kom et element af uventet underholdning. En dyrekirkegård. De mere end 50 år gamle gravsten fortalte om en elsket ulvehund, hr. og fru shetlandsk pony begravet ved siden af hinanden, og en ko, elsket og æret for sine mange liter mælk.
Irerne er glade for deres dyr. Forkælede hunde var en fast del af inventaret, der hvor vi overnattede. I Glenmalure Lodge, var det en hvid, pjusket bjerg-redningshund, som nød sit otium. Gammel, tyk og foreviget med hædersbilleder på væggen, trissede den rundt i pubben og fik klap og ros af gæsterne. Den sidste nat overnattede vi, hvor vi begyndte, Brook Cottage i Eniskerry. Her var det en trebenet Greyhound, som med ejermine besatte alle sofaer og så ud som, at den helst så de overnattende gæster sidde på gulvet. Mon ikke den får en gravsten, når den dag kommer? Vi fik en uforglemmelig oplevelse på alle fronter. Irland, som vandreland, kan kun anbefales.

Læs mere
Vandringerne fulgte hovedsagligt den højeste del af Wicklow Way - en 127 km
lang afmærket vandrerute i det sydlige Irland. Ruten har startpunkt i
udkanten af Dublin og er dermed nem at komme til for turister. Turen var
arrangeret af Signe Bjerregaard og Abigail Mackey fra DVL-ung i København
med støtte fra TUK, og forløb fra den 2.-8.maj 2009. Mere information om
Wicklow Way og Powerscourt haven kan findes på nedenstående link:
Wicklow Way: www.wicklowway.com
Powerscourt Garden: www.powerscourt.ie