Vandreture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   DVL-butik   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Mols
Nationalpark Mols Bjerge indviet

Dansk Vandrelaug var med ved indvielsen af Nationalpark Mols Bjerge den 29. august 2009 på Agri Bavnehøj. Et team af turledere fra hele landet inviterede på vandretur i parken og oplyste om Dansk Vandrelaug på en bod.

Naturens festdag
Projekter
Ny skoleportal om nationalparkerne
Dansk Vandrelaug og nationalparkerne
Fakta
Kommende nationalparker
Links

Af Michala Mentze

Solen brød pludselig frem, regnjakkerne blev pakket sammen. Klokken var fem minutter over 10.
De cirka 3000 fremmødte ventede på dronningens ankomst, førend indvielsen af Nationalpark Mols Bjerge kunne tage sin begyndelse på Agri Bavnehøj.
Hendes majestæt dronningen ankommer til indvielsen
Foto: Thomas Retsloff, www.danmarksnationalparker.dk
Endelig ankom en kortege af sorte biler. Prinsens Musikkorps spillede op, dronningen steg ud, indvielsen kunne endelig tage sin begyndelse. Programmet blev afviklet med den afslappede tilgang til tingene, som parkens formand Erling Post fortalte, var et kendetegn for området og dets befolkning.
Direktør for Skov- og Naturstyrelsen, Hans Henrik Christensen, bød velkommen, og første taler var miljøminister Troels Lund Poulsen, dernæst talte vicestatsminister Lene Espersen og borgmester Vildfred Friborg Hansen. Alle tre omtalte den danske naturarv, som bevares og udvikles gennem nationalparkerne. Og den rige og afvekslende natur i denne del af Djursland blev lovprist.
Lene Espersen fandt, at den nye nationalpark var et af de smukkeste naturområder i Danmark. Hun fremhævede de rige muligheder for at løbe og cykle i området – og for at vandre, kunne vi tilføje. Selv havde hun holdt ferie på Djurslands drypnæse, Helgenæs, og plukket slåen, som hun frøs og derefter kom på snaps. Det smagte godt, sagde hun.

Stor interesse var der naturligvis om festens sidste taler, den nyudnævnte formand for nationalparkens bestyrelse, Erling Post, som kommer fra erhvervslivet som direktør for Fuglsøcentret. Han kaldte da også nationalparken for et godt brand – med  et varieret indhold af landskabstyper, kyster og købstaden Ebeltoft.
”Jeg ser frem til opgaven, det bliver ikke nemt, men jeg vil det gerne og tror på projektet,” sagde Erling Post.  Han understregede, at nationalparken hverken var et reservat eller en lovløs ø, her gælder samme regler i nationalparkerne som i det øvrige samfund, sagde han. Den nye formand hentydede helt tydeligt til den modstand og de bekymringer, der har været fra de private lodsejeres side.

Naturens festdag
Efter talerne sang 50 medlemmer af Djurs Gospel Kor - desværre et lovligt langt indslag, som ikke blev bedre af et dårligt lydanlæg. Undervejs begyndte det at regne – og paraplyerne blev slået op på tilskuerpladsen.
Endelig fik Hendes Majestæt Dronningen ordet – og kameraerne steg til vejrs blandt publikum. Og på scenen flokkedes fotograferne.

 ”Vi er alle vokset op med en viden om den danske natur, tror jeg nok, men hvor mange af os får egentlig så ofte lejlighed til at komme ud og nyde den? Den danske natur er sårbar på en anden måde end vildmarken. Den er udtryk for et samspil mellem mennesker og naturens egne kræfter. Vi kan gøre megen skade på den, men vi kan også gøre stor gavn. Og det er det, vi gerne vil med nationalparkerne, gavne naturen - og menneskene, så de kan færdes i den og glæde sig over den”, sagde dronningen og erklærede Nationalparken for åben ved at afsløre dens logo. Det er holdt i samme grafiske linje som logoet for Nationalpark Thy – og forestiller et kuperet landskab, slotsruinen Kalø i baggrunden og endelig den grønne og blå kongekrone, som er fælles for nationalparkerne.
Hele eftermiddagen var der musik og dans på scenen  Foto: Mette Fabel Interessen for Dansk Vandrelaug var stor på markedspladsen  Foto: Mette Fabel
Mens dronningen tog på rundtur i parken sammen med de to ministre og skovrider Uffe Laursen i hestevogn, kunne gæsterne besøge de omkring 40 boder, som fyldte markedspladsen, eller snarere markedsgaden.
Her var Dansk Vandrelaug repræsenteret med information om foreningen og skilte, som fortalte, at man kunne komme ud på en rundtur i parken med turleder Vagn Andersen, Dansk Vandrelaug, og naturvejleder Jørgen Stoltz om eftermiddagen. Blandt boderne var også Nationalpark Mols Bjerges Venner, DGI  Karpenhøj, Kalø Økologisk Landbrugsskole og Natours.
Hele eftermiddagen var der underholdning i form af musik, sang og dans på scenen.

Desværre blev dagen meget præget af blæst og byger. Efter rundturen nød dronningen en frokost i VIP-teltet, og gæsterne flokkedes om boder med egnens specialiteter – eller nød den medbragte mad i bakkerne. En overgang havde fest- og markedspladsen ikke så stor opmærksomhed – man samledes for at få et glimt af dronningen, der steg ind i hoffets bil og kørte bort.

Projekter
Hver nationalpark har fået en startkapital på 6 mill. kr. og således også Nationalpark Mols Bjerge. Desuden har parken fået 29 millioner fra Arbejdsmarkedets Feriefond, og disse penge skal bruges til en forbedring af en cirkelsti for vandrere og cyklende.
Samtidig skal der indrettes  besøgscenter i en bygning ved Kalø Slotsruin, og museet ved Nedre Strandkærgård skal moderniseres. Disse projekter skal være færdige om tre år.
Syddjurs Kommune er allerede i gang med at etablere et stiforløb fra Femmøller og til stranden.
Molsruten fra Århus til Grenaa – den sti, som Dansk Vandrelaug har stået for med støtte fra Friluftsrådet og Århus Amt – går allerede gennem den nye nationalpark fra Kejlstrup og syd om Stubbe Sø helt til østsiden af søen. Se www.dvl.dk/1112

Ny skoleportal om nationalparkerne
I forbindelse med indvielsen af nationalparken åbnede Miljøministeriet en ny skoleportal, www.skoleninationalparken.dk
Den skal gøre det nemmere for skolerne at undervise i og om naturen i de to danske nationalparker. ”Ligesom børn skal kende til f.eks. historie, geografi og kultur, er det også vigtigt,  de får viden om den danske natur”, sagde miljøminister Troels Lund Poulsen.
Hjemmesiden indeholder information om undervisning på alle klassetrin og i mange fag, der kan relateres til nationalparkerne, f.eks. biologi, natur og teknik, historie, idræt, dansk og matematik.

Dansk Vandrelaug og nationalparkerne
Turlederkurset i Nationalpark Mols Bjerge fik for alvor sat skub i arbejdet med planerne om vandreevents i nationalparkerne. Kurset havde base på Hadsten Højskole, og her holdt Jørgen Stoltz en evaluering over Odsherred Vandrefestival, som fandt sted i juni. Han kom ind på, hvordan man planlægger en sådan festival, hvordan man gør den kendt og afvikler den.

Nationalparkteamet vandrede i både den private og den statsejede del af parken. Straks efter ankomsten var der en tur i området omkring Molslaboratoriet, et område, som bliver brugt til forskning, og hvor naturen får lov til at eksistere på sine egne betingelser. På indvielsesdagen var der en flere timer lang rundtur i den statsejede del af parken.
På den sidste kursusdag blev der lagt en strategi for det fremtidige arbejde med henblik på mulige kommende samarbejdspartnere og arrangementer.
Dansk Vandrelaugs Nationalparkteam  Foto: Mette Fabel
Fakta
Nationalparken er opkaldt efter parkens bedt kendte naturområde, Mols Bjerge, men Mols Bjerge dækker kun en mindre del af nationalparkaens samlede areal på ca. 180 kvm.
 
”Fordelen mellem hvad der er private og offentlige arealer i den nye nationalpark, er omvendt proportional med forholdene i Nationalpark Thy. Her har vi cirka 85 pct. private arealer,” fortæller Kim Friis Egefjord, Skov- og Naturstyrelsen Kronjylland. Det er forklaringen på, at begge de private lodsejerforeninger i området har fået sæde i parkens bestyrelse.

2003-2006
Arbejdet med at etablere nationalparken startede i 2003. I de to følgende år blev pilotprojektet udarbejdet. Den 1. marts 2006 afleverer den nationale følgegruppe sine anbefalinger til miljøministeren.
2007
24. maj vedtager Folketinget nationalparkloven, der giver mulighed for at oprette nationalparker og giver retningslinjer for organisering, drift og udvikling. 29. juni indgår miljøministeren aftale med forligspartierne om, at der skal være et netværk af danske nationalparker – Thy udpeges som den første nationalpark.
2008
17. januar indgår miljøministeren en aftale med forligspartierne om at  udpege fire nye nationalparker, Mols Bjerge, Skern Å, Vadehavet og Kongernes Nordsjælland. 9. juni giver Syddjurs samtykke til at udarbejdelse af nationalparkforslag. 22. august indvies Nationalpark Thy, Danmarks første nationalpark.
2009
9. marts sendes forslaget til Nationalpark Mols Bjerge til høring og debat frem til den 30. juni. Fredag den 21. august underskrives den endelige bekendtgørelse for Nationalpark Mols Bjerge, og formanden for bestyrelsen udpeges. Den 29. august indvies Nationalpark Mols Bjerge, Danmarks anden Nationalpark.
De næste år
Indtil nu har Skov- og naturstyrelsen været sekretariat for styregruppen – og det er SNS, der har for indvielsen af nationalparken. Fremover er det Nationalparkfond Mols Bjerge, der skal etablere og udvikle parken. Den skal ledes af en bestyrelse. For Nationalpark Mols Bjerge er der nu udvalgt de foreninger og myndigheder, der skal sidde i bestyrelsen, samt formanden. Herefter skal repræsentanter fra foreningerne indstilles til miljøministeren, som derefter vælger de endelige bestyrelsesmedlemmer
Bestyrelsen skal have hjælp af et sekretariat. Nationalparkfonden skal derudover  nedsætte et nationalparkråd, der skal være rådgivende for bestyrelsen. Det sker antagelig inden udgangen af 2009. Derefter skal der udarbejdes en nationalparkplan for etablering og udvikling af nationalparken. Den skal være vedtaget senest den 31. august 2011.

Kommende nationalparker
Den næste nationalpark, som vil blive indviet, forventes at blive Skjern Å med indvielse i foråret 2010. Vadehavet ventes også indviet i løbet af 2010. Med hensyn til Kongernes Nordsjælland skal forligspartierne først godkende den overordnede afgrænsning, så parken kan sandsynligvis først indvies i løbet af 2011.
Samtidig har Sydfyn og det sydfynske øhav nedsat en projektgruppe og er gået i gang med forarbejdet til en nationalpark.

Links
Læs Fritidslivs artikel om Nationalpark Mols Bjerge af Carsten Pedersen, Nationalpark Mols Bjerges
Venner - her 
Læs mere om den nye nationalpark - her  
Kort over Nationalpark Mols Bjerge kan du se - her 
Molslaboratoriet ligger på gården Nedre Strandkær og er Naturhistorisk Museums feltstation.
Læs mere - her
DGI Karpenhøj er et center for udvikling og formidling af natur- og friluftsliv - her
Læs mere om støtteforeningen Nationalpark Mols Bjerges Venner - her
Danmarks første nationalpark blev indviet i august 2008.  Læs her 


Opdateret 05-09-09