I løbet af efteråret 2008 holdt Friluftsrådet en række møder om adgang, hvortil først medlemsorganisationerne og siden øvrige samarbejdsparter var inviteret. På Friluftsrådets hjemmeside kan du læse henh. Friluftsrådets og miljøministerens svar og reaktion på medlemsorganisationernes indspark: http://www.friluftsraadet.dk/2371/10055
Som medlemsorganisation indsendte og deltog vi i et af medlemsmøderne. Hvad vores reaktion var, kan du læse her:
Dansk Vandrelaug (DVL) anser henvendelsen fra Friluftsrådet som meget vigtig og interessant. Friluftsrådet beder om DVLs reaktion på de tre friluftspolitiske udspil:
a.
Ret til fladefærdsel i privatejede skove
b.
Ret til stilfærdig færdsel langs ledelinier
c.
Ret til færdsel i privatejede skove døgnet rundt
Alle disse tre områder har altid ligget DVL stærkt på sinde og har altid, sammen med andre områder være indeholdt i DVLs friluftspolitiske historie.
Som et grundlæggende ønske mener vi, det er hensigtsmæssigt at have samme regler i private skove og offentlige skove. Det er uholdbart med 2 regelsæt som ingen kan gennemskue og som ingen kan holde. Det er for svært for den enkelte at vide forskellen. Grundlæggende ønsker DVL ikke at betale for adgang. DVL har forståelse for at de private skovejere og jordejere har rettigheder som må respekteres. Måske er det nødvendigt at finde en trinvis udvikling af retten til at færdes på de private arealer.
a. Ret til fladefærdsel i privatejede skove:
Denne ret bør også gælde grupper. Ved fladefærdsel tales udelukkende om færdsel til fods. For at regulere færdslen regulerer Statskovvæsenet ofte ved at spærre vejene med grene og ikke lave stier i særlige sårbare områder, denne fremgangsmåde kunne også anvendes i private skove. DVLs deltagere synes det er dejligt, når man på tur kan krydse på tværs gennem terrænet. Det giver en ny oplevelse af naturen - en rigere oplevelse. Som et krydderi i turen.
Særlige beskyttede områder skal respekteres.
DVL vil ofte gå på stier og da DVL altid skal anmelde en tur, vil det være naturligt også at angive evt ønske om fladefærdsel. En generel tilladelse giver mulighed for fladefærdsel på turlederens gennemgangstur og så efterfølgende skrive ønsket i anmeldelsen.
b. Ret til stilfærdig færdsel langs ledelinier
"Spor i Landskabet" er ofte langs ledelinier. DVL vil principielt gerne have adgang til ledelinier og ser primært muligheden for at binde stier sammen til længere ruteforløb og som et alternativ til asfalt.
Vedligeholdelsen af adgang til ledelinierne er et spørgsmål som må løses. Det er vigtigt, der ikke spredes asfalt overalt. Måske kunne man omfordele EU-tilskud og bruge tilskudsordningen til læplantning. F. eks større tilskud ved adgang. Dette er en bedre vej til adgang. Pengene er i systemet. Der er EU-midler (landdistriktsmidler) til det. Landsbygrupper, beboerforeninger og nye folk på landet har behov for at kunne færdes i deres nærområder. De er derfor gode samarbejdspartnere på dette område - alliancer bør søges.
c. Ret til færdsel i privatejede skove døgnet rundt.
Igen argumentet om ensartede regler i private og offentlige skove. DVL støtter forslaget. DVL skal altid anmelde en tur, så det ændrer ikke på DVLs vilkår.
Ekstra: Der ud over ønsker DVL at fremføre ønske om hjælp til en afklaring af antallet af deltagere, som kræver en anmeldelse af vandreture i private skove - og som ikke annonceres offentligt.
DVLs turledere kender reglerne og ved man altid skal anmelde en tur - uanset antal deltagere. Men at mange skovejere ikke kender reglerne selv - det er meget problematisk. Der hersker stor usikkerhed omkring deltagerantal. Her er brug for en officiel tolkning og afklaring af DVLs vilkår.
DVL ønsker også høringsret til organisationer, hvis stier nedlægges. Som i amternes tid.Opdateret 19-12-08