Hvem mon man møder i en hytte på en af New Zealands store vandreruter? Selvfølgelig dem der går på stierne og har brug for overnatningsmuligheder. Men hvem er de? Hvilke tanker gør de sig?
Kepler Track er en af disse store vandreruter. Det er en 4-dages tur med 3 hytter undervejs.
Den går op over trægrænsen, hvor det kan være koldt og blæsende, også om sommeren. Det er en rute, der kræver sin m/k.
Jeg tog på en let tur ud i den første hytte for at møde dem. Det var en lille 6 personers hytte og vi var 5, et ægtepar fra Auckland på Nordøen, to unge israelske mænd, som lige var blevet færdige med militærtjenesten, og mig.
Generelt kan man sige, at når man har nået en vis alder er vandring en del af ens livsstil. De garvede har vandret i mange år, men kan ikke forestille sig, at man kan gå i et område uden bjerge. De unge israelere var typiske eksempler på de unge, der skal prøve lidt af hvert og syntes, at dette var spændende og udfordrende. Forskellen kan man bl.a. se på indholdet af deres rygsække. Ægteparret havde naturligvis tænkt meget på vægten og havde kun det absolut nødvendige med. De unge israelere havde alt for meget mad med, pakket i tunge dåser og glas, og mad, der kræver meget brændstof til kogeapparatet. De skal nok lære det!
Jeg ved ikke, hvordan deres tur gik, men dagen efter blev folk sendt ned fra den næste hytte, fordi det blæste og sneede længere fremme, mens det her nede i dalen blot regnede stærkt.
Vi havde mere end vandreglæden til fælles: aftenen blev kort - soveposerne kaldte allerede kl. 9.
Mange hilsener Maiken Holst, Shallow Bay Hut
Opdateret 25-04-08