En stille, smuk aften på den græske ø Lesbos havde jeg og en rejseledsager fundet et herligt lille spisested, som lå tæt ved havstokken, og hvor duften af rådden tang slog os i møde med varieret styrke.
Første ret var lige blevet serveret, og det var traditionen tro stegte lammeribben med frisk salat fra baghaven. Vi nød den lokale retzina og følte os virkelig oven på, da jeg pludselig mærkede en hård genstand blive trykket ind i ryggen, fulgt af en rallende dyb lyd, som hurtigt gik over i små gryntelyde.
Min ledsager så med store øjne på noget bag mig og kæmpede for at bevare fatningen, så jeg var helt sikker på, at et væbnet røveri var i fuld gang og greb min tegnebog for at række den bagover til den dristige revolvermand, men så i stedet ind i et par iskolde grå kæmpe øjne, som tilhørte den største tamme pelikan, jeg nogen sinde havde set. Den havde stadig sit vældige næb oppe under min poloskjorte i søgen efter mad, og da der ikke var held med det, lagde den målbevidst hele spiseorganet op på bordet og forventede åbenbart at blive fodret.
 
Taktikken var uhyre enkel. Dyret åbnede sit kolossale næb på vid gab, hvorefter vi fyldte den bløde Iyserøde pose på undersiden op til randen med brød og kødrester, og når der var fyldt helt op, slog monstrummet hovedet tilbage og rejste det enorme næb i lodret stilling, hvorefter man kunne høre den skurende lyd af indholdet fra næbbet som passerede spiserøret på vej til de underste depoter. Alt dette gentog sig flere gange, og ind imellem fandt den sig i at blive kløet på ryggen. Det hele var lidt uvirkeligt, og da madresterne slap op ved vores bord, så den dybt krænket ud og sagde tak for vores gæstfrihed ved at lægge en formidabel mængde guano så tæt ved bordet, at vi måtte nyde kaffen og likøren nogle borde længere væk. Pelikanen var allerede på vej mod nye eventyr mellem de øvrige gæster, og vi kunne fra vores nye plads iagttage dens højt udviklede jagtteknik, som mange af dens slægtninge ville misunde den.

Venlig hilsen Tage Stampe