Tidlig morgen afgår flyet mod Lyon og ved midnatstid ankommer jeg til Bayonne på grænsen mellem Frankrig og Spanien..

Drømmen, at vandre på Pilgrimsruten fra Jean Pied de Port til Finisterre, verdens ende, er pludselig virkelighed. Dagen starter med flot solskin, men efter nogen tids vandring vælter regnen ud af et tiltagende skydække. Turen i Pyrenæerne er krævende, da landskabet er konstant stigende og sol og regn afløser hinanden, men sidst på dagen kommer klosteret Roncesvalles en træt pilgrim til undsætning.
Landskabet mod Pamplona er varieret, smukt og grønt, her er mange små klukkende vandløb. De daglige vandringer og aftensmåltider krydres med de forskellige nationaliteter, der pludselig er del af min hverdag. Vejen, vi følger, er markeret med en gul pil eller en muslingeskal, livet føles ufatteligt enkelt.
Fremme i Frómista må jeg erkende, at min ene tå har det ”skidt” . Jeg besøger el doctor og rådes til at bruge bus og tog de næste 8 dage. Tanker, følelser, alt i mit indre er i kaos, er det nu, jeg skal opgive, vende om og rejse hjem eller?

Slår følgeskab med en flok ”sårede” pilgrimme, der nægter at give op. Fremme i byen Astorga med den mægtige katedral og det smukke feagtige slot tegnet af Antonio Gaudi står min verden stille, det er imponerende.
Besøget hos el doctor ender med bus til O Cebrerio, indgangen til Galicien. Mængden af pilgrimme er taget til, da mange går de sidste 150 km, så kampen for en seng er hårdt arbejde. Efter en nat på cementgulvet i markedshallen er bussen mod Santiago del Compostela min redning. Storbyen virker underlig fjern og tom, her er ingen glade smil, kærlige kram og omsorg for hinanden.
Vejen mod Finisterre er lange, øde mennesketomme strækninger, men her er pilgrimmen i pagt med naturen, og jeg vil ikke være foruden den strækning. Fremme ved den yderste klippe, verdens ende, er ritualet at brænde alt det gamle tøj og smide vandrestaven i havet, sige farvel til det man har lagt bag sig. Pilgrimmen er nu parat til at vende ”ny” tilbage til verden.

Pilgrimsruten vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og jeg skal af sted igen.

Hilsen Kirsten Rasmussen