På en rask vintertur fra Avnstrup til Borup mødte vi dette stykke ældgammel landskabskunst. Eller kunsthåndværk er det vel; for det har tjent et meget praktisk formål engang, da her ikke voksede skov, men gik græssende dyr omkring.

Men hvorfor så mange diger så tæt på hinanden? Er fredskoven udvidet flere gange og har fået nyt dige hver gang? Eller er det flere ejeres jordstykker, der har mødtes her? Og er den store sten i forgrunden beregnet til bænk eller trappetrin? Er det den virtuose digebygger, der for sin egen fornøjelses skyld har leget med formerne?
Sådan et syn varmer på en kold dag. Det er en hilsen fra en tid, hvor man havde tid til at kæle for kvaliteten og det personlige udtryk i landbrugets bygninger.

Hilsen fra Bjørn Pedersen, Roskilde