10 herberger ligger som en perlerække på Hærvejen og er en ny og prisbillig form for overnatning.
Herbergerne er inspireret af refugierne på pilgrimsruten til Santiago De Compostela. Her er de indrettet i bl.a. gamle klostre og kirker. I Danmark er det gamle landbrugsejendomme, hvis tomme stalde er sat i stand til formålet.
De nye overnatningssteder drives efter nogle enkle principper:
•
De er åbne for alle vandrere, cyklister og ryttere i sommerperioden juni-juli-august. Nogle herberger kan evt. tilbyde overnatning uden for sæsonen (pilgrimspas ikke nødvendigt) til andre priser, kontakt herbergerne direkte.
•
Herbergerne har normalt åbent fra kl. 17 til kl. 10 den følgende dag.
•
Du kan ikke reservere plads på forhånd.
•
En overnatning koster 80 kr. Børn under 12 år sammen med familie gratis.
•
Du skal have et herbergspas til 70 kr. for at få adgang. Passet kan købes hos Dansk Vandrelaug, Kultorvet 7,1. i København, tlf. 3312 1165 eller i Viborg Pilgrimscentrum, Sct. Leonisstræde 1 A, 8800 Viborg, tlf. 8662 1121, e-mail: kontakt@viborgpilgrimscentrum.dk. Passet kan også købes på de enkelte herberger. Børn under 12 år sammen med familie skal ikke have herbergspas.
•
Du skal selv medbringe sovepose og mad. Flere steder tilbyder værterne gårdsalg af fødevarer, drikkevarer mv.
2004 Fonden Realdania udskriver en konkurrence om udnyttelse af gamle, tomme landsbrugsbygninger. Arkitekt Andreas Blinkenberg er straks med på ideen, og hans først tanke er, at de skal indrettes til herberger af samme type som dem, vi finder på pilgrimsruten til Santiago de Compostela. Han har selv vandret denne rute og andre pilgrimsruter i Norge og Sverige. Andreas Blinkenberg udarbejder sit projekt – og det bliver præmieret.
2005 Foreningen Herberger langs Hærvejen stiftes. Det er en paraplyorganisation for Dansk Vandrelaug, Dansk Cyklist Forbund, Dansk Islandshesteforening, Foreningen af danske Santiagopilgrimme og Viborg Pilgrimscentrum. Arbejdet med at indgå aftaler med om ejendommene med deres ejere sættes i værk. Og der ansøges om midler til medfinansiering gennem fonde og offentlige institutioner. Det lykkes at skaffe i alt 12 millioner offentlige midler, bl.a. fra Viborg kommune, 1 mill. fra EU Fonde og 8 mill. fra Realdania.
2006 Byggeriet går i gang i samarbejde med Jørgen Toft Jessens Tegnestue, Haderslev. Herbergerne indrettes med 30-40 sengepladser i køjer i et eller flere rum. Der er vaske- og badefaciliteter samt køkken og spiseplads.
2008 10 herberger er færdige til indvielse de første fjorten dage af juni. Den 1. juni holdes pilgrimsgudstjenester i Viborg Domkirke og i Asmild, Tapdrup, Ravnstrup, Hald Ege og Søndermarkskirken. Fra domkirken vandrer ca. 150 ”pilgrimme” til det første herberg, Hald Hovedgård. Undervejs optræder Viborg Dramaskole og teater-foreningen Jep Skald som djævle og engle og udfordrer ”pilgrimmene”. Åbningsceremonien på Hald Hovedgård byder på musik af den dansk-belgiske duo Laybann, og taler. Idémand og projektleder Andreas Blinkenberg holder åbningstalen. Derefter taler Viborgs borgmester Johannes Steensgård, naturvejleder Jens Frydendal, Hald Hovedgård, stud. mag. Ida Blinkenberg Lidell og endelig regionsformand Bent Hansen, som til sidst klipper snoren til herberget over. De øvrige 9 herberger indvies i de efterfølgende 14 dage.
2010 Den 1. juni åbner foreningen Herberger langs Hærvejen det 11. herberg på strækningen langs Hærvejen fra Viborg til grænsen. Herberget ligger ved vandreruten 1 km vest for Frihedsbroen syd for Skibelund Efterskole. Herberget udfylder et "hul" i rækken mellem Ølgård i nord og Ellegård i syd. Herberget er indrettet i en gammel stald, og der er 24 sovepladser. Ejendommen ejes af Michael Deacon, som står for driften af herberget.