Vandreture   Lange ture   Fritidsliv   Kurser   DVL   Afdelinger   Medlemsservice   Fotogalleri   Kontakt   Links  

      

Pilgrimsturen - dag 6

Torsdag, den 24. august

Efter et godt morgenbord, hvor alle igen var samlet på Hotel Riosol, kørte vi til byen Astorca, hvor vi tilbragte et par dejlige timer på egen hånd. Vi så katedralen, hvor der var messe, og lidt senere på formiddagen kunne vi se "Tornerose-slottet" Palacio de Gaudi, som er tegnet af den kendte arkitekt Gaudi.
Vi så også byens herberg, hvor der var en behagelig atmosfære.
Fortsatte med bussen til Foncebadón, hvor dagens vandretur skulle starte. Her var det igen meget kuperet og vi startede i 1400 meters højde.

Efter en halv times vandring kom til til Jernkorset Cruz de Hierro, hvor vi kunne lægge en sten, som et symbol på at vi bortkastede en del af vore gamle laster i livet. Vi var en del vandrere, som følte os meget lettede herefter :-)
Vandreturen fortsatte på støvede stier i klipperne. Vi skulle hele tiden være meget opmærksomme på hvor vi gik, og det var vanskeligt, for udsigten var utrolig flot.
Undervejs var vi inde på en lille bar ved Manjarin, hvor vi skulle hilse på Thomas og gåsen. Desværre var gåsen død og Thomas var på indkøb i byen, så vi hilste på en hjælper. Men det var da også meget hyggeligt.
I El Acebo holdt bussen og ventede og vi kunne vælge at fortsætte med den, eller vandre den sidste etape til Molinaseca. På denne strækning gik stien meget nedad (til 600 m) og vi kom gennem en meget afvekslende natur, grønne lunde, golde kløfter, afbrændte skråninger. Nu trængte vi til at slappe af og blive kølet ned.
I Molinaseca holdt bussen igen og ventede, og da vi alle var samlede, kørte vi til Ponferrada og blev indlogeret på Hostal San Miguel.